Fortsæt til indhold

»Glædelig juuuuuuuuul«: Så blev juletræet tændt

Julemanden, brandfolkene og byens børn fik tændt det store juletræ på Rådhustorvet og alle julelysene.

Kultur og byliv

Rådhustorvet og gaderne omkring var stuvende fulde fredag først på aftenen. Klokken 17 skulle det store juletræ i midtbyen nemlig tændes.

Traditionen tro var det julemanden, der skulle tænde juletræet. Men hvor mon han blev af?

»Hej med jer. Man skulle tro, der skete noget i Randers i dag med alle de mennesker,« lød det pludselig.

»Sikke mange hønisser. Sikke mange artige kravlenisser,« sagde julemanden, mens han kæmpede sig gennem menneskehavet.

Byens brandfolk hjalp med deres kranvogn julemanden op i toppen af det store træ, hvor stjernen og resten af byens julelys skulle tændes fra.

»Det er næsten ligesom at flyve i kanen,« sagde julemanden.

Da han var kommet helt op til stjernen, bad julemanden alle byens børn om at hjælpe med at tænde træet. Det eneste, de skulle, var at råbe »glædelig jul«, så højt de kunne.

»En, to, tre!«

»Glædelig jul.«

Der skete ingenting.

»Jeg kunne næsten ikke høre jer. I skal råbe meget højere, hvis det skal virke. En, to tre,« råbte julemanden.

»Glædelig jul!«

Træet lyste op. Men kun et øjeblik. Så slukkede det igen.

Julemanden og alle byens børn måtte derfor forsøge en tredje gang.

»Glædelig juuuuuuuuul!«

I tredje forsøg lykkedes det for julemanden og byens børn at tænde lyset i det store juletræ og i byens gader. Og således er julen officielt kommet til Randers.

Det var svært at tage øjnene fra julemanden. Foto: Cecilie Bisgaard
Så er julen kommet til byen. Foto: Cecilie Bisgaard
De firbenede var også i julehumør. Foto: Cecilie Bisgaard
Med et »glædelig juuuuuuuuul« var byens børn med til at tænde juletræet. Foto: Cecilie Bisgaard
Æbleskiver og jul - det hænger bare sammen. Foto: Cecilie Bisgaard
De mange børn ventede spændt på julemanden. Foto: Cecilie Bisgaard
Brandfolkene hjalp julemanden helt op i træets top. Foto: Cecilie Bisgaard