Fortsæt til indhold

Brødre udlever drøm: »Det er spændende ad helvede til«

Ejerskabet til autoværksted skifter hænder. Fremover vil brødre drive stedet sammen i en ny kæde.

Kultur og byliv

For snart fem år siden åbnede Foldby Autoteknik på Englandsvej 1 i Hammel. Brødrene Morten Dam-Christoffersen og Mads Møller Christoffersen var med på holdet fra begyndelsen. Morten som medejer, Mads som ansat.

Fra 1. december starter et nyt kapitel for autoværkstedet, som skifter fra én kæde til en anden. Fremover hører værkstedet under Autopartner-kæden, og brødrene ejer stedet ligeligt mellem sig.

Dermed har Morten Anthonsen, ejer af Foldby Autoteknik, solgt sine ejerandele i værkstedet.

»Det har været en fornøjelse at drive værksted sammen med Morten og Mads, som jo har været mine kammerater i mange år, og jeg Ønsker dem alt det bedste fremover. Jeg ved godt, hvordan det er at have en iværksætter i maven, så deres fælles drøm kan jeg kun bakke op om, og jeg ser frem til at følge med fra sidelinjen,« siger Morten Anthonsen i en pressemeddelelse.

Alt fortsætter som vanligt

Da avisen fanger Morten Dam-Christoffersen på telefonen, lyder første respons:

»Det er da spændende ad helvede til.«

I pressemeddelelsen siger han:

»Jeg har gået med en drøm om at drive eget værksted, og den er blevet større med tiden. Min bror og jeg syntes, at det ville være stort, hvis vi kunne udleve drømmen sammen. Nu har vi fået muligheden, og vi kender værkstedet, kunderne og lokalsamfundet.«

Morten Dam-Christoffersen og Mads Møller Christoffersen har haft deres daglige gang på Hammel-værkstedet, mens Morten Anthonsen har passet sine ni andre afdelinger.

»Og alt fortsætter jo, som det plejer her i Hammel. Selvom det er ny kæde, nye skilte, nyt telefonnummer og ny Facebook-side, så er det jo de samme folk, der knokler og leverer et meget fint stykke arbejde, som de plejer,« siger Morten Dam-Christoffersen.

Ud over brødrene er tre personer ansat på værkstedet.

Bakker op om lokalområdet

De seneste 15 år har Morten Dam-Christoffersen boet i Grundfør, mens Mads Møller Christoffersen har boet i Langå i syv-otte år. Oprindeligt er de dog fra Hammel, hvor deres forældre stadig bor.

Den lokale forankring i Hammel er vigtig for brødrene. Det kommer blandt andet til udtryk gennem støtte til Hammel Gymnastik Forening og Hammel Hestemarked. Ligesom værkstedet var medsponsor i forbindelse med opførelsen af byens nye padelbaner, der blev indviet i september.

»Det er utrolig vigtigt for os at være en aktiv del af byen og understøtte det lokale liv og foreningerne, der er med til at skabe en by med noget liv. Vi sætter også en ære i at kende kunderne, og når vi reelt interesserer os for vores kunder og lokalområdet, så tror vi også på, at det smitter positivt af på forretningen,« siger Morten Dam Christoffersen.