Fortsæt til indhold

Midt- og østjyder er i stor stil tilbøjelige til at købe julegaven i en genbrugsbutik

Hver tredje indbygger i Region Midtjylland overvejer at give brugte gaver til jul i år. Det viser en ny undersøgelse fra Epinion, og det betyder samtidig også travlhed i de lokale genbrugsbutikker.

Kultur og byliv
am

Hver tredje indbygger i Region Midtjylland overvejer enten at give eller få brugte gaver til jul i år.

Det fremgår af en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Folkekirkens Nødhjælp.

Ifølge undersøgelsen overvejer 33 procent af indbyggerne i Region Midtjylland at give en eller flere julegaver brugt, mens 36 procent selv ønsker sig en brugt gave.

For mange af dem står genbrugsporcelæn, glas eller keramik, bøger, legetøj og møbler højt på ønskesedlen.

»Højtiden lokker flere indenfor. De søger tøj til julens fester og julegaver som flotte vinglas eller spændende bøger. Og så er pakkelegs- og kalendergaver især meget eftertragtede,« siger Inger Stafrén, frivillig fra Folkekirkens Nødhjælp i Aarhus.

Ifølge undersøgelsen fra Epinion er det de små gaver til pakkeleg, som midtjyderne går efter.

Af dem, der overvejer at købe brugt til jul i regionen, peger hele 61 procent på pakkelegsgaver.

»Hvis man har 50 kroner, kan man få betydeligt mere i genbrug, end man kan i butikkerne – og så er det lidt mere opfindsomt. Det tiltaler mange,« fortæller Inger Stafrén.

Mere et hit blandt de unge

Og den tendens har man grebet hos Folkekirkens Nødhjælp, hvor man i organisationens genbrugsbutikker sælger lykkeposer fyldt med unikke fund.

Undersøgelsen fra Epinion viser også, at det er de unge mellem 18 og 34 år, der ser flere muligheder for brugte julegaver end de ældre. På landsplan overvejer 41 procent af dem at give genbrugsgaver til jul, mens kun 27 procent af de 59+-årige overvejer det.

Det bekræfter Inger Stafrén – hun har i hvert fald mange unge kunder her i juletiden:

»Mange unge kigger forbi os på deres vej fra skole eller universitetet. Faktisk ser vi tit, at de konkurrerer lidt om, hvem der kan finde det bedste fund,« smiler Inger Stafrén.

Folkekirkens Nødhjælp har over 100 butikker på landsplan. Butikkerne drives af frivillige, og overskuddet går til organisationens arbejde med nødhjælp i verdens brændpunkter.