Fortsæt til indhold

Priserne på motion stiger, men her er det ganske gratis – og sjovt

Alle kan være med, når humørbomberne fra Sick Project på søndag inviterer til uendelig god motion ved domen i Musikhusparken.

Kultur og byliv

Sick Project inviterer aarhusianerne til årets første – og største – træning i Musikhusparken på den første søndag i 2026.

I mere end 11 år har bevægelsesfællesskabet Sick Project samlet mennesker hver eneste søndag og skabt en tradition, hvor den første søndag på året markeres med et særligt jubilæum, der hvert år har et nyt tema.

Så mange glade mennesker møder ofte op, når Sick Project tænder for musikken og giver den gas. Pressefoto

I år er temaet Det Uendelige Univers! Det skal nemlig foregå lige ved siden af domen, As Seen Below – The Dome, a Skyspace af James Turrell. Derfor kan deltagerne glæde sig til et fantasifuldt træningsunivers fyldt med astronauter, aliens, planeter, regnbuer og meget mere.

Det er Tor Fabian-Jessing til højre, og temaet var ved denne træning 1980'erne. Foto: Mads Johansen

»Træningen foregår i den nye Musikhuspark for at sætte fokus på området, der byder på udsigt til både regnbuen og det monumentale kunstværk. Et værk, som for nogle måske endda kan vække associationer til en UFO – helt i tråd med årets kosmiske tema,« forklarer Tor Fabian, der er en af de bærende kræfter i motionsuniverset.

Hos Sick Project er der tre faste mantraer, som stadig gælder:

Alle kan være med.

Alt er gratis.

Alt kan ske.

Derfor er der ingen undskyldninger – uanset om man har et nytårsforsæt eller ej. Det handler blot om at komme ud af døren og opleve, hvordan bevægelse og fællesskab kan starte året på den bedst mulige måde.

Alle er velkomne. Søndag klokken 11. Musikhusparken. Det uendelige univers venter.

Alle kan være med. Alt er gratis. Alt kan ske. her er træningen i rådhushallen. Pressefoto