»Det virker jo direkte idiotisk« men journalist smed fornuften og sprang i baljen

Det virkede som en sjov idé, da jeg lavede aftalen i forgårs, men nu hvor jeg sætter nøglen i bilen iført fire lag tøj og sætter kursen mod Åbadet i Ulstrup, virker tanken om at hoppe i en nul grader kold Gudenå ganske rædsom.

Der er minus tre grader udenfor, afslører bilen, hvilket gør tanken om det kolde vand endnu mere forfærdelig.

Da jeg parkerer bilen og ser store isflager i vandet, virker det som en nærmest umulig opgave. Og da jeg står med bare tæer på den isfrosne stige iført badedragt, virker det jo direkte idiotisk at springe i vandet.

Men nu er der ligesom sat plads af i avisen til en reportage fra Favrskov Kommunes eneste vinterbadested, og hvis ikke jeg hopper i, så er der ligesom ikke ”meget at skrive hjem om”.

Under lidt mindre kolde omstændigheder ville man kunne gå stille og roligt i vandet, som man kender det fra en tur ved stranden, men dér, hvor kajakker normalt trækkes op af vandet, er isen lige nu tyk.

Derfor går turen altså ned ad en stige fyldt med is. En nervepirrende oplevelse, som kræver koncentration, men det trækker i det mindste opmærksomheden væk fra vandet nedenunder.

Fik jeg sagt, at jeg aldrig har vinterbadet før?

De hardcore vinterbadere

Åbadet i Ulstrup besøges hver morgen i de kolde måneder af et par håndfulde hardcore vinterbadere.

Lene Klausen og Inge Christoffersen er deriblandt. I ti år har det været en fast tradition for de to ældre kvinder.

»Jamen det er jo hele fornemmelsen, når man kommer op af vandet. Det er sådan en rislen ned igennem kroppen,« siger Lene Klausen, og Inge Christoffersen opsummerer:

»Det er velbefindelse. Så er dagen skudt godt i gang.«

Denne fredag er 16 personer mødt op ved Åbadet i Ulstrup. Omkring halvdelen får det kolde gys i vandet, mens den anden halvdel nøjes med den friske luft, før alle ender til saunagus ved Gudenåens bred.

Saunaen blev indviet for knap to et halvt år siden efter mange års forarbejde. Den hører under Ulstrup IF, og alle gusmestre er frivillige.

Både Lene Klausen og Inge Christoffersen indrømmer gerne, at de en gang tænkte, det var lidt noget fis med sådan en sauna. I dag har tonen dog fået en anden lyd:

»Man bliver helt afhængig af det, og hvis det pludselig er aflyst, så er det altså lidt en øv-dag,« siger Lene Klausen.

Stivfrosne tæer

Tanken om denne morgens saunagus er en trøst på vej ned ad stigen.

Tæerne rammer vandet. Trinnene slipper op. En dyb vejrtrækning og et lille hop. Så står jeg dér i Gudenåen i badedragt i februar. Er det koldt? Ja, for pokker! Men helt ærligt, så var tanken om det kolde vand så meget værre end faktisk at stå i det. Så slemt er det egentlig ikke.

Det værste er tæerne, som på ingen tid gør ondt – jeg forstår hurtigt, hvorfor de allesammen har badesko på.

En dyb vejrtrækning mere, overkroppen under vandet – og så op.

Mine tæer er så stivfrosne, at jeg næsten ikke kan få klipklapperne på, og mine hænder ryster. Gudskelov venter den varme sauna, og Kristina Møller Kristensen står klar til at lave gus.

Og det dér saunagus har jeg i øvrigt heller aldrig stiftet bekendtskab med på trods af, at det nærmest er eksploderet de seneste år.

Til saunagus vil en gusmester hælde forskellige æteriske olier på saunaens sten. Duften og dampen fylder saunaen, varmen stiger, og gusmesteren vifter varmen rundt i omkring ti minutter. Indimellem hver gus kan man vælge at hoppe i baljen igen.

Det skal jeg da også prøve – og selvom jeg lige har konstateret, at tanken var værre end virkeligheden, føles det altså nøjagtigt lige så idiotisk at stå på den stige anden gang, for så blot at nå til samme konstatering.

Travle tanker svømmer væk

Tilbage i saunaens varme går snakken om caféture, en rejse til Sydafrika, hjemmearbejdsdage og meget andet. De fleste kender nemlig hinanden ret godt.

»Der er meget socialt i saunagus også,« forklarer gusmesteren, der i samme øjeblik kommer i tanke om en fast saunagæst, hun ikke har set i et stykke tid:

»Man kan jo blive helt bekymret, hvis der er nogle, som pludselig ikke dukker op.«

Efterhånden får alle atter indfundet sig på saunaens bænke, og Kristina Møller Kristensen gør klar til næste gus.

Den livlige summen af forskellige samtaler på kryds og tværs forstummer i samme øjeblik, den sydende lyd af vand på saunaens glohede sten fylder rummet, og duften af hindbær spreder sig.

Det er i sig selv nemt at tabe mælet, når man træder ind i saunaen i Ulstrup. Et kæmpe vindue fylder nemlig det meste af den ene side. Man er midt i naturen. Midt i et smukt, levende maleri.

Duft, varme, vinden fra gusmesterens vifte, en sveddråbe, der drypper fra næsetippen, og synet af vandets små krusninger, som det driver forbi.

Det er nemt at forstå, hvorfor saunagus har en meditativ virkning på mange. For det virker, det må jeg jo indrømme. Alle de travle tanker svømmer væk, præcis som svaneparret udenfor.

Da jeg igen sidder i bilen, er jeg varm og tung i kroppen. Lidt ligesom efter en dyb massage. Skuldrene føles vitterligt lidt længere nede.

Jeg tror sgu, at jeg gør det igen.

Om ikke andet var det fint at blive mindet om, at tanken ofte er værre end virkeligheden.