Fortsæt til indhold

Engelsk anmelder er i svime over »skjult« dansk perle: »Uden tvivl den bedste steak, jeg har spist noget sted i verden«

Daily Express’ madanmelder er overbevist om, at havde aarhusianske Restaurant Mör ligget i Paris, London eller Rom, så havde stedet haft alenlange ventelister.

Kultur og byliv

»Det var uden tvivl den bedste steak, jeg har spist noget sted i verden.«

»Saftig, mør, perfekt tilberedt og fuldstændig selvsikker. Det her stykke kød havde ikke brug for staffage og unødigt fyld. Der var masser af saucer at vælge imellem, men helt ærligt? De var overflødige. Et let drys salt, og så var den klar. Når en steak er så god, så er mindre virkelig mere.«

De ret så begejstrede ord kommer fra engelske Daily Express’ madanmelder JJ Anisiobi, der har været en tur forbi Frederiks Plads i det centrale Aarhus og smagt på en steak fra Restaurant Mör.

Restaurant Mör høster engelske roser for sine steak-evner. Foto: Miles Lilley

Oplevelsen på Mör handler dog ifølge anmelderen ikke kun om maden, men også om det engagerede personale og den afslappede stemning. Ejeren og køkkenchefen Sami Abou Kharoub bliver bl.a. fremhævet og rost for sin viden om kød og for at vejlede gæsterne i, hvordan bøffen bør tilberedes.

Og så er Daily Express’ madanmelder overbevist om, at havde den aarhusianske restaurant ligget i Paris, London eller Rom, så havde stedet haft alenlange ventelister.

»Aarhus er i sandhed heldig at have sådan en skjult perle,« skriver Daily Express’ anmelder.

Restaurant Mör åbnede i april 2023.