Susan åbner ny delikatesse-butik, og du skal forvente at blive mæt
En »klassisk delikatessebutik« åbner snart. Her kan man købe alt fra slagterpålæg til smørrebrød, frisksmurte sandwich, frokosttilbud, dagens ret, madpakker og mad ud af huset.
Snart er der atter liv i butikken i Hovedgaden 15 i Ulstrup.
37-årige Susan Terkildsen er nemlig i fuld gang med at sætte lokalerne i stand og forvandle stedet til delikatesse-forretningen Fru Gås.
Hun kalder det selv en »klassisk delikatessebutik«, hvor man kan komme ind fra gaden og købe slagterpålæg, oste fra lokale mejerier, smørrebrød, frisksmurte sandwich, frokosttilbud, dagens ret og hvad der ellers lige er udsprunget af køkkenet den pågældende dag.
Fru Gås vil også være leveringsdygtig i madpakker. Her skal man blot bestille dagen før.
»Det kunne være håndværkeren, der vil have noget lækkert, eller hvis man ikke lige har overskud til at lave madpakken til børnene,« siger Susan Terkildsen.
Desuden vil man hos Fru Gås kunne bestille mad ud af huset.
»Alt er lavet fra bunden og ud fra det gode, gamle, danske køkken,« fortæller Susan Terkildsen.
Man kan enten hente den bestilte mad selv eller få det leveret, og man kan enten vælge ud fra et menukort eller selv komme med forslag.
»Jeg synes jo, det er lidt sjovt at få udfordringen med folks egen menu og så lave et uforpligtende tilbud ud fra det,« fortsætter Susan Terkildsen, der er selvlært ud i madlavning.
Uanset om man vælger det ene eller det andet, skal man forvente at få dækket sulten.
»Der er nok mad. Man skal blive mæt og skal ikke sidde og tænke: ’Hvor er resten af tilbehøret?’«
Har ligget i Bjerringbro
Susan Terkildsen bor i Vellev. Derfor var det også nærliggende at kigge mod Ulstrup, da nye lokaler skulle findes til hendes delikatesse-butik.
Fra oktober 2024 til maj sidste år havde Susan Terkildsen sin forretning i Bjerringbro, men den lokation blev aldrig helt god.
»Det lå lidt uden for centrum, og det kunne folk ikke helt finde ud af. De opdagede mig aldrig. Dengang havde jeg også noget lidt a la en café, fordi lokalerne var så store, men det var der ikke efterspørgsel på.«
Hovedgaden 15 i Ulstrup derimod. Den placering har Susan Terkildsen store forhåbninger til.
»De her lokaler gik lige i hjertet på mig. Jeg har faktisk bare gået og ventet på, at de blev ledige. Her er huslejen også i et mere rimeligt niveau end i Bjerringbro,« fortæller delikatesse-ejeren, der er uddannet butiksassistent, men altid har haft interessen for madlavning og bagning.
Hun fortæller, at hendes forældre også altid har været glade for at lave mad, og at søsteren er uddannet i slagterfaget.
»Hjemme hos os var vi vant til at bruge de råvarer, vi havde på hånden. Jeg er opvokset på en gård, hvor kæledyrene også kom i fryseren. Når kaninerne blev aflivet, endte de på køkkenbordet. Det var kun hunden og katten, der ikke blev spist, alt andet kom ind,« siger Susan Terkildsen, som håber at kunne slå dørene op til Fru Gås i uge ni eller ti.
»Og så håber jeg, at byens borgere vil tage godt imod mig, så stedet kan leve i mange år.«
Butikken vil have åbent mandag til torsdag fra klokken 10 til 17.30, fredag fra 10 til 19 og lørdag fra 10 til 13.