Efter Video-Oles tragiske død henvendte flere sig til Den Gamle By: Her takker man nej til den ikoniske filmbutik
Video-Oles død markerer afslutningen på en æra inden for videoudlejning i Danmark. Hans butik i Hinnerup var den sidste af sin slags og havde åbent hver dag i over 40 år. Den Gamle By afviser at overtage butikken til sin samling.
Da Ole Stenstrup Høy, bedre kendt som Video-Ole, døde 14. februar i en bilulykke ved Nørreskov Bakke i Silkeborg, var det samtidig farvel til Danmarks sidste butik med videoudlejning.
I hans forretning Video Shoppen i Storegade 24 i Hinnerup gemmer mere end 40.000 forskellige film sig. Dem har man kunnet leje og købe hver eneste dag i mere end 40 år, for Video-Ole holdt nemlig åbent 365 dage om året – kun juleaftensdag og nytårsaftensdag lukkede han lidt tidligere.
Hvad der nu skal blive af de mange film er endnu uvist. Mange har dog givet udtryk for, at det var oplagt for Den Gamle By at overtage.
En af dem er filmentusiast Magnus Harkjær fra Odense. Han er én blandt flere, der har kontaktet Den Gamle By med forslaget.
»Det er så fascinerende, at det her er det sidste sted i hele landet, hvor man kan leje film. Det er et stykke kulturhistorie, som vi risikerer at glemme. Og så er det jo en fuldstændig vild historie, at Ole holdt åbent hver eneste dag. Det er simpelthen for spændende, til at butikken bare skal tømmes og smides på lossepladsen eller sælges,« siger Magnus Harkjær.
»Ole fortalte mig engang, at han håbede på Den Gamle By ville ringe. Han kunne slet ikke forstå, at man havde valgt at lave en Blockbuster i Den Gamle By for det ”repræsenterede ikke videoudlejning i Danmark,” mente han. Mens Oles butik derimod var unik. Derfor ville det være SÅ oplagt,« fortsætter Magnus Harkjær.
Prisværdigt men ...
Det er man imidlertid ikke helt enig i i Den Gamle By.
I et skriftligt svar til redaktionen bekræfter museumsinspektør Peter Bjerrum, at »Den Gamle By har modtaget henvendelser fra borgere omkring Ole Stenstrup Høys Video Shoppen.«
Han fortæller videre, at der ikke har været dialog mellem Video Shoppen og Den Gamle By, og at der heller ikke har været dialog om en eventuel overtagelse, men selv hvis der havde, ville museet takke nej:
»Om end ideen er meget prisværdig, er den desværre ikke vurderet som relevant i forhold til museets nuværende ansvars- og satsningsområder samt eksisterende samlinger.«
Filmentusiast Magnus Harkjær håber stadig på, at det på en eller anden vis kan lade sig gøre at bevare Video Shoppen:
»Andre steder har man jo med succes reddet eksempelvis den lokale biograf, da den stod til at lukke, så hvorfor skulle man ikke kunne gøre det samme med en videobutik. Boede jeg selv i nærheden, ville jeg kaste mig ind i det,« siger han og fortsætter:
»Hold kæft et arbejde det må være at skulle sælge ud af alle de film. Hvordan arrangerer man lige at sælge 40.000 film? Der er helt sikkert nogle imellem, som har en ret høj værdi, men det meste er jo nærmest værdiløst.«