Fortsæt til indhold

Hvad har et sommerhus til fælles med en lejlighed, et trælager og et trykkeri? De er alle i spil til stor pris

Renoverprisen hylder transformation af eksisterende bygninger. Fire lokale projekter er sluppet gennem det første nåleøje.

Kultur og byliv
ceb

Fire østjyske projekter er gået videre i kapløbet om at vinde Renoverprisen 2026. De er blevet udvalgt blandt 139 indstillede projekter.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Renoverprisen er en prestigefyldt pris, der gives til årets bedste renoverings- og transformationsprojekt. Fælles for projekterne er, at de tager udgangspunkt i eksisterende bygninger, der har fået nyt liv gennem renovering og transformation.

»Longlisten (listen med de endeligt nominerede kommer først senere, red.) i år viser, hvor mange forskellige veje der kan føre til en vellykket renovering. Der er de små, præcise indgreb i en mindre bolig, og de store transformationer af historiske og industrielle bygninger,« siger nomineringsudvalgets formand, Henrik Mielke, i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Fælles er, at de viser, hvordan dygtige bygherrer, rådgivere og håndværkere kan skabe nye funktioner og kvaliteter i det eksisterende byggeri uden at miste de spor og fortællinger, der gør dem særlige. Det er inspirerende at se, hvordan renovering igen og igen kan være et stærkt alternativ til at bygge nyt.«

Kamp om Hovedprisen

Tre af østjyske projekter, der er med på longlisten til Renoverprisen, er i spil til det, der hedder Hovedprisen.

Det drejer sig om et trykkeri i Randers, der er blevet til en lægeklinik, et innovationshus i Østbirk mellem Skanderborg og Horsens og et sommerhus ved Dyngby Strand ved Odder.

1936 blev der i Randers-bydelen Kristrup bygget et trykkeri, der lavede kalendere til hele landet.

»I dag er det gamle trykkeri blevet til en moderne lægeklinik, hvor den eksisterende struktur er bevaret og videreudviklet. De industrielle rammer danner fortsat grundlag for bygningens arkitektur, mens nye funktioner er integreret i de oprindelige rum,« står der om projektet i pressemeddelelsen.

»De industrielle rammer danner fortsat grundlag for bygningens arkitektur, mens nye funktioner er integreret i de oprindelige rum,« står der om renoveringsprojektet i Randers. Pressefoto
Et tidligere trykkeri i Randers er blevet til en moderne lægeklinik. Pressefoto

I Østbirk er et trælager fra 1995 blevet transformeret til 14.000 kvadratmeter innovationshus med arbejdspladser, laboratorier og værksteder for omkring 500 medarbejdere.

»Den oprindelige trækonstruktion, betongulve og facadeelementer er i vid udstrækning bevaret og genanvendt. Renoveringen omdanner de tidligere kolde lagerhaller til et moderne arbejdsmiljø med fokus på dagslys, naturlig ventilation og genbrug af materialer,« skriver Renoverprisen.

14.000 kvadratmeter tidligere trælager er omdannet til et innovationshus med arbejdspladser, laboratorier og værksteder for omkring 500 medarbejdere. Foto: Adam Mørk
»Den oprindelige trækonstruktion, betongulve og facadeelementer er i vid udstrækning bevaret og genanvendt,« står der om Østbirk-renoveringen. Foto: Adam Mørk

Sommerhuset ved Dyngby Strand blev bygget i 1960’erne i en A-form. Det er nu blevet opgraderet med afsæt i husets oprindelige geometri.

»Spær, ydervægge og dele af murstensgulvet er bevaret, mens en tidligere overdækket terrasse er inddraget til boligareal,« står der blandt andet.

De tre projekter kæmper mod 15 andre projekter fra hele landet om at blive nomineret til Hovedprisen.

A-sommerhuset ved Dyngby Strand er opgraderet med udgangspunkt i husets oprindelige geometri. Pressefoto

En særlig lejlighed

Udover de tre projekter, der er i spil til Hovedprisen, er der et enkelt østjysk projekt, der er med i kampen om det, der hedder Specialprisen. Specialprisen gives til et projekt, som inspirerer og overrasker med en kreativ tilgang til at forny en bygning, der har historisk og bygningskulturel værdi og/eller værdi for fællesskaber i lokalområdet.

Der er tale om en etværelseslejlighed i Åbyhøj i Aarhus. Lejligheden i et alment boligbyggeri er blevet renoveret med fokus på cirkulære principper.

»Eksisterende materialer og bygningsdele er i videst muligt omfang bevaret og genbrugt frem for udskiftet. Nye materialer er kun tilført, hvor det har været nødvendigt. Projektet afprøver en mere ressourcebevidst tilgang til almindelige boligrenoveringer,« står der om projektet.

I alt er fire projekter i spil til Specialprisen.

Cirkulære principper har været i fokus under renoveringen af denne lejlighed i Åbyhøj. Pressefoto

Næste skridt

I de kommende måneder vil nomineringsudvalget skære feltet af longlistede projekter yderligere ned og nominere forventeligt seks projekter til Renoverprisens Hovedpris 2026.

Vinderne af både Hovedprisen og Specialprisen kåres ved en prisfest 3. september. Det sker efter en afstemning i valgkollegiet, som består af over 90 fagfolk fra byggebranchen.

Prisen tildeles alle, der har været involveret i det vindende projekt – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere.