Hotel Royal er sat til salg – prisen er en halv milliard
Det historiske hotel, der ligger centralt ved Store Torv, har i næsten to århundreder været et markant vartegn i byen.
I snart 200 år har Hotel Royal på Store Torv i Aarhus været synonym på aarhusiansk historie, og i dag fremstår Hotel Royal som et moderne og eksklusivt hotel, der fortsat spiller en markant rolle i bybilledet i Aarhus - præcis som for 188 år siden.
Med sin unikke placering i hjertet af byen og en arkitektur, der emmer af historie, har hotellet gennem generationer været et naturligt samlingspunkt for danske og internationale gæster, kulturpersonligheder og erhvervsfolk i Aarhus.
Nu er det imponerende hotel sat til salg og prisen lyder på knap en halv milliard kroner.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus skal formidle salget af hotellet, og ifølge Henrik Frost Sørensen, der er direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, er der tale om en helt særlig ejendom.
»Hotel Royal er et af de mest ikoniske hoteller i Danmark og en institution i Aarhus. Det er et hotel med en unik historie og en placering, som ganske enkelt ikke kan genskabes i dag. Ejendomme af den kaliber kommer meget sjældent til salg,« siger han i pressemeddelelsen.
Udover hotellet rummer ejendommen også det populære Royal Casino, som har haft adresse i ejendommen siden 1991. Derudover findes flere detaillejemål, blandt andet det intime værtshus Café Under Masken og den kendte tøjforretning Stoy med butiksfacade ud mod Store Torv. Der er også et ledigt butikslokale på 300 kvadratmeter med facade mod domkirken.
Genlyd i ind- og udland
Hotel Royal har rødder tilbage til 1838, hvor gæstgiver Niels Larsen åbnede hotellet i bygningen kendt som ’Kongens Gård’ fra 1798 - heraf kommer det royale navn. Dengang fandtes der kun et andet logihus i Aarhus, men hotellet blev hurtigt et populært opholdssted for både turister og byens borgere.
»Hotellet har gennem tiden udviklet sig i takt med Aarhus’ vækst og forvandling fra købstad til en moderne storby. Samtidig har det bevaret sin historiske identitet og sit klassiske udtryk, hvilket gør det til en helt særlig ejendom i byen. I starten af 1900-tallet blev den karakteristiske bygning mod Store Torv opført, og Marmorsalen, også kendt som Palmehaven, blev et populært mødested for byens borgere,« siger Henrik Frost Sørensen og fortsætter:
»I dag er hotellet ikke blot et af Aarhus’ mest ikoniske hoteller, men et hotel, der giver genlyd i både ind- og udland. For få år siden blev hotellet frisket op med en ambition om at kunne sammenlignes med det københavnske d’Angleterre. Det er en meget imponerende ejendom, både ind- og udvendigt.«
Hotellet blev i 1983 overtaget af Jens Richard Pedersen, der gennemførte en omfattende renovering og genåbnede hotellet i 1984. I dag ejes ejendommen af hans søn, Mads Richard Aggerholm Pedersen, og hotellet drives af hotelkoncernen Bühlmann.
Hotelmarked i fremgang
Ifølge Frank Heskjær, der er Head of Retail i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, sker salget på et tidspunkt, hvor hotelmarkedet generelt oplever en positiv udvikling.
»Hotelmarkedet oplever i øjeblikket en positiv udvikling, hvor både turisme og belægning i de større danske byer er stigende. Aarhus er en attraktiv destination for både danske og udenlandske turister og erhvervsrejsende. Derfor ser vi også en stigende investorinteresse for hoteller i byen, og vi mærker tydeligt en øget interesse hos os og har på landsplan solgt langt flere hoteller end tidligere,« siger han.
Han fortæller, at det er årsagen til, at virksomheden for et par år siden oprettede en selvstændig hotelgruppe, der har specialiseret sig inden for køb, salg og rådgivning i hotelbranchen.
»Interessen kan også ses på transaktionsvolumen, hvor Hotelgruppen stod for knap 10 procent af alle transaktioner på erhvervsejendomsmarkedet i 2025. Starten af 2026 har også været god, og hotel er helt på linje med andre ejendomssegmenter,« siger han og nævner Ebeltoft Park Hotel, Hotel Toppen i Ebeltoft og Molskroen som eksempler på salg.
Frank Heskjær kalder desuden Hotel Royal for »en sjælden mulighed i det danske ejendomsmarked«.
»Vi glæder os til at formidle salget og forventer stor interesse fra både investorer og aarhusianere, selvom det er de færreste, som kan være med, når prisskiltet lyder på knap en halv milliard kroner,« siger han.