Pizzeria er sat til salg: »Det er en god forretning, og jeg har sådan set ikke lyst til at sælge«
Der er udsigt til, at tre bliver til to. I hvert fald har Bijan Dizaj sat den ene af sine restauranter til salg.
For halvandet år siden åbnede ’Surdejspizzeria’ på Oddervej 67B i Højbjerg. Det var Bijan Dizajs tredje pizzeria.
I forvejen havde han pizzeriaer af samme navn i Frederiksgade i Aarhus C og på Skolesvinget i Risskov. Førstnævnte åbnede i 2020, og siden fulgte Risskov.
Nu er der udsigt til, at tre bliver til to. I hvert fald har Bijan Dizaj sat restauranten i Højbjerg til salg – og det er, selvom det sådan set går ganske fint. Årsagen er en anden:
»Det er mest på grund af, at det er svært at finde kvalificeret arbejdskraft,« siger Bijan Dizaj.
»Jeg er jo ellers glad for stedet. Det er en god forretning, og jeg har sådan set ikke lyst til at sælge,« fortsætter han og tilføjer:
»Og hvis ikke den bliver solgt, så kører den bare videre.«
Pizzeriaet har åbent som normalt, selvom stedet er til salg.
Det er ’Restaurantsælgeren’, der har Højbjerg-pizzeriaet til salg. Her sætter man blandt andet følgende ord på stedet:
»Med sin centrale placering i Højbjerg er dette en enestående mulighed for at drive en succesfuld forretning.«
Butiksarealet er på 66 kvadratmeter, og prisen er 350.000 kroner, hvis man skulle være interesseret i at købe.