Søren forlod Smukfest – nu skaber han sin helt egen festival i naturen
Bag MindHike Festival står tidligere Smukfest-profil Søren Eskildsen, som vil skabe en ny festivalkombination med natur, kultur og nærvær som omdrejningspunkt.
Tre dage i naturen med vandreture, gourmetmad over bål, talks, intimkoncerter, morgenyoga og vildmarksbad.
Sådan lyder opskriften på MindHike Festival, som i år finder sted for tredje gang – denne gang ved spejderhytten Ryekol nær Gl. Rye fra 29. til 31. maj.
Bag festivalen står Søren Eskildsen, tidligere markant profil i Smukfest-ledelsen. For tre år siden forlod han festivalen for at stifte virksomheden MindHike, der hjælper ledere og organisationer med strategi, udvikling og refleksion gennem naturbaserede forløb og vandringer.
Allerede dengang havde han en idé om at skabe en ny festival, der adskiller sig markant fra de traditionelle festivalformer.
»Jeg ville lave en festival, der skulle være på en helt anden måde, end man normalt kender. Der er jo rigtig mange forskellige former for festivaler, men min drøm var en ny festivalkombination med natur, kultur og nærvær som midtpunkt,« forklarer han.
Det, der adskiller MindHike Festival fra andre festivaler, er sammensætningen. Festivalen byder på udvalgte vandreture i noget af den smukkeste natur, Danmark har at byde på, kombineret med god mad, bålgourmet og vin, fælles oplevelser, dybe samtaler og fordybelse. Samtidig er der fokus på nærvær, wellness og personlig refleksion med intime koncerter og talks.
Natur, nærvær og fællesskab
Idéen til festivalen er ifølge Søren Eskildsen spiret frem på baggrund af hans egne oplevelser på vandretur i naturen.
»Jeg er jo selv en ivrig vandrer og vandrer mange steder, også i udlandet, hvor jeg har oplevet spændende og smukke steder, hvor man også får dejlig mad og noget godt i glasset og oplever noget kultur. Det satte gang i ideen om at prøve at lave en festival, der netop tog udgangspunkt i de ting, og hvor vi prøver at lave en kombination, som ingen har lavet her i landet før.«
Netop det unikke miks er festivalens særkende. Gæsterne ankommer ikke bare til en plads og slår sig ned. De bliver taget imod ved parkeringspladsen og går i små grupper ad smukke stier frem mod fællespladsen, mens bagagen bliver fragtet. Herfra træder de ind i den særlige ramme, festivalen forsøger at skabe.
»Det er en festival, hvor vi kombinerer intime, dejlige kulturoplevelser med vandreture, ophold i naturen, intimkoncerter, spændende og inspirerende talks, velvære og hyggeligt samvær og dejlig mad i en ramme, hvor vi får noget helt særligt og unikt til at opstå i et særligt fællesskab,« siger Søren Eskildsen.
Festivalen er forholdsvis lille med plads til maksimalt 200 deltagere, og netop det intime format er et bevidst valg.
»Når vi ikke er flere, så når alle vores deltagere faktisk at mærke hinanden,« forklarer Søren Eskildsen.
»Og det er noget, der er virkelig vigtigt for os. Det er også den feedback, vi har fået fra vores gæster, at man virkelig føler, man er sammen om den her særlige oplevelse.«
Vandreture og vildmarksbad
Festivalen er bygget op omkring både fællesskab og ro. Fredag byder på eftermiddagshygge med gin og vinbar, hvor Klaus Pilgaard – bedre kendt som Chili Klaus – spiller cocktail hour-klaver, middag med social dining, en talk med Bendt Nielsen om det naturskønne område, vandreturene foregår i, samt koncert med Kajsa Vala.
Lørdag byder på morgenyoga, vandreture på mellem 10 og 30 kilometer, talk med Nicolaj Kopernikus, koncert med Teitur og baunebål med fællessang. Søndag rundes af med morgenbadning, morgenmad og vandring retur mod parkeringspladsen.
Komfort er også en vigtig del af oplevelsen. Deltagerne kan overnatte i eget telt eller tilkøbe overnatning i glampingtelte med senge, madrasser, soveposer og tæpper. Der er sauna, vildmarksbad og koldvandskar, og en bruser, hvor du kan nyde udsigten, som Gud har skabt dig. Også maden er en særlig del af oplevelsen. Ifølge Søren Eskildsen venter der gæsterne forrygende gourmetmad tilberedt over åben ild. Til middagen samles gæsterne i to store tipier ved langborde.
For Søren Eskildsen er det netop samspillet mellem elementerne, der er med til at gøre oplevelsen til noget helt særligt.
»Når du sidder til en koncert om aftenen, ganske få ved langborde med flagermuslygter og levende ild og rensdyrskind på bænkene, så er du inde i en ramme af noget helt særligt. Når vi ikke er flere, så mærker man virkelig hinanden, og det smitter også af på artisterne. Der er en helt anden interaktion mellem dem og gæsterne, og det er jo selvfølgelig også noget, der giver noget helt særligt i forhold til den musikalske oplevelse.«
Brinkmann og baunebål
Et særligt element er årets refleksionsspørgsmål fra forfatter og psykolog Svend Brinkmann. Gæsterne får det med på lørdagens vandretur som afsæt for samtaler undervejs og ved baunebålet om aftenen.
»Vores håb er, at vi kan være med til at skabe nogle mere nære, tætte og givende relationer, end du oplever på andre, mere traditionelle festivaler, fordi du her møder andre mennesker, og har de her fælles oplevelser og samtaler, hvor man sammen tænker og reflekterer over mange forskellige ting og får et andet perspektiv,« siger Søren Eskildsen.
Nogle gæster kommer alene, mens andre kommer som par eller venner, men nye relationer opstår hurtigt i løbet af festivalen.
»Vi ved, at der er kommet dybe, varige venskaber ud af de første festivaler, vi har holdt. Nogle af dem, der deltager i år, mødte hinanden de første år,« fortæller Søren Eskildsen.
Han håber, MindHike Festival bliver mere end bare en god forlænget weekend. At den bliver en lille, veltilrettelagt boble af bål, støvler, samtaler, musik og stemning, som sætter sig fast – i benene, tankerne og samtalerne længe efter, de sidste gløder er brændt ud.