Fortsæt til indhold

Billetterne rives væk til et rumkig fra domen ved Aros - især solnedgangen er populær

I går kom billetterne til As Seen Below i salg - i dag er pladserne til solopgang og solnedgang i juni stort set udsolgt.

Kultur og byliv

I går, 15. april, blev de første billetter til åbningen af James Turrells kig ud i rummet sat til salg.

”As Seen Below – The Dome, a Skyspace by James Turrell” åbner 19. juni, og billetterne til de særlige solopgange og solnedgange i juni er på bare én dag stort set revet væk.

Kong Frederik og Karin Salling var blandt de første gæster, som har fået et smugkig i domen, As Seen Below. Her sammen med kunstneren James Turrell og Museumsdirektør Rebecca Matthews. Foto: Mads Smidstrup, Aros

I skrivende stund er det først muligt at komme ned i den halvkugleformede dome, ”As Seen Below”, ved solnedgangstid søndag 5. juli klokken 21.57.

Hvis man vil stå op og være klar klokken 03.20, kan man opleve solopgangen lidt før. Der er billetter til 26. juni og 27. juni.

»Det er dejligt at mærke, at både Aros’ medlemmer, aarhusianerne og også at rigtig mange internationale gæster glæder sig til at opleve værket,« siger presse- og marketingschefen på Aros, Astrid Ildor.

»Vi kan i indbakken mærke stor international interesse. Mange skriver, fordi de skal på ferie og gerne vil opleve As Seen Below, og de vil være sikre på, hvornår der er billetter, og om det kan passe, at de bliver solgt så hurtigt,« forklarer hun.

Kunstner James Turrell og museumsdirektør Rebecca Matthews. Foto: Mads Smidstrup, Aros

Astrid Ildor bekræfter, at alle pladserne til at opleve solnedgangen er udsolgt fra 19. juni til 5. juli. Mange vil gerne være med, når dagens sidste stråler maler himlen i intense, skiftende nuancer, som Turrells lys forstærker og forfiner. Det sker hele sommeren hver aften.

Der er ikke helt så stor efterspørgsel på solopgangsbilletterne, måske fordi solen står umanerligt tidligt op i juni, så man næsten skal møde op om natten. Men det ændrer sig. Lige nu er det muligt at købe billetter til de næste tre måneder, og hvis man er klar 26. september, foregår solopgangs-showet klokken 06.25-07.12.

God plads i dagtimerne

Hvis det er svært at vente, skal man dog ikke fortvivle. For der forventes at være god plads til besøg i det unikke rum i dagtimerne.

Alle gæster på Aros vil kunne gå ind i værket som en del af deres besøg på samme måde, som man eksempelvis kan gå op i regnbuen.

Der vil være et farveskifte hver anden time. Det vil sige, at det udvendige låg vil lukke, og gæster kan opleve James Turrells karakteristiske farvesætning inde i kunstværket.

19. juni åbner det længe ventede værk i Aros. Foto: Mads Smidstrup, Aros

Gæsterne kan gå ind på Aros, ned i kælderen og ud i domen gennem en underjordisk gang.

En række erhvervsfolk er frontløbere og har allerede for et lille år siden fået et smugkig. Vi har spurgt dem, hvordan de oplevede domen, og der er lutter roser fra dem.

De kalder den blandt andet for enestående, overvældende, storslået, imponerende enkel og uvirkelig magisk.

Museumsdirektør Rebecca Matthews fortæller, at værket er skabt til at vække forundring, nærvær og fællesskab, og at alle inviteres til at ’opleve lysets poesi’ i det nye rum.

Museet inviterer til foredrag, koncerter, børneaktiviteter og yoga i forbindelse med åbningen af værket.

I åbningsweekenden 20.-21. juni er der foredrag om lys, perception og arkitektur samt om opførelsen af værket med blandt andre arkitekt Morten Schmidt, SHL-arkitekt Jette Birkeskov og fotograf Torben Nielsen.

I samme weekend opføres et lydværk i ”As Seen Below” i tre akter, sammensat til lejligheden af Kh Marie Studio med input fra James Turrell.

Åbningsprogrammet er støttet af Salling Fondene, som også har bidraget til opførelsen af kunstværket.

»Mange års arbejde kulminerer med åbningen af ”As Seen Below”, og vi glæder os over at kunne støtte et åbningsprogram, der gør det muligt for aarhusianere og tilrejsende i alle aldre at få en helt særlig oplevelse,« siger Karin Salling, næstformand i Salling Fondene.