»I love Randers«: Kunstudstilling fra Berlin kommer til byen, som mange elsker at hade
Randers Kunstforening markerer sit 175-årsjubilæum med udstillinger, der både hylder byens kulturarv og udfordrer den gængse opfattelse af kunstens rolle i lokalsamfundet.
3. juni 2026 kan Randers Kunstforening fejre sit 175-årsjubilæum som landets ældste aktive kunstforening. Jubilæet markeres især med en fejring over to udstillinger, hvor kunsten, byen, borgerne og naturen er i centrum.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Med jubilæumsprogrammet hyldes Randers kulturelle arv, samtidig med at det peger fremad gennem nye samarbejder og kunstneriske formater. Fejringen består blandt andet af fotoudstillingen ’Tre veje mod samme horisont’ og gruppeudstillingen ’I love Randers’.
Værker fra Randers’ natur
Jubilæumsfejringen indledes med ’Tre veje mod samme horisont’, der åbner 30. maj i den nyindrettede og historiske stationsbygning Strømmen Station. Udstillingen kan opleves frem til 27. juni.
Her præsenteres tre markante danske fotografer, som hver især arbejder med naturen som motiv og erkendelsesrum. Alle tre har bopæl eller tilknytning til Randers.
Udstillingen rummer værker fra naturen omkring Randers såvel som fra fjernere egne af verden. Som en hyldest til den særlige natur, der omgiver byen, inviterer udstillingen borgere og gæster til at opleve naturen ikke blot som et sted, vi besøger, men som en del af det, vi er.
’I love Randers’
Senere på året – i Randers Festuge og i perioden fra 8. til 29. august – præsenteres gruppeudstillingen ’I love Randers’.
Ti samtidskunstnere med tilknytning til byen skaber stedsspecifikke værker i det offentlige rum i dialog med byens borgere. Samtidig udstilles kunstnernes øvrige værker i Helligåndshuset.
Titlen ’I love Randers’ er inspireret af et samarbejde med Galleri Kuchling i Berlin og peger på Randers som en mangfoldig kunst- og kulturby med stærke institutioner, aktive kunstnere og et levende foreningsliv.
Kunstnerne vil arbejde med byens natur, historie og fællesskaber og skabe værker, der styrker og udfordrer fortællingen om Randers. Publikum får mulighed for at møde kunstnerne direkte gennem blandt andet workshops, byvandringer og andre åbne aktiviteter.
En stærk tradition i nye rammer
Randers Kunstforening har siden 1851 markeret sig med markante initiativer fra at etablere Randers’ første kunstmuseum i 1893 til udstillinger på højt niveau med både etablerede kunstnere og nye talenter – ofte uden for de traditionelle institutionsrammer.
Jubilæumsfejringen i 2026 viderefører denne tradition.
Med jubilæumsårets to udstillinger skabes et bredt favnende projekt, hvor kunsten bliver synlig i byens rum og inviterer borgere og gæster til at deltage aktivt.
Målet er både at fejre Randers Kunstforenings historie og samtidig synliggøre, hvorfor kunst og kultur fortsat spiller en central rolle i byens udvikling og fællesskab.