Byggemarked rykker ind i indkøbscenter
Midt mellem tasker, smykker og tøj åbner byggemarked til maj.
Silvan åbner i slutningen af maj sin 12. city-butik i Danmark. Denne gang indtager byggemarkedskæden 700 kvadratmeter i stueetagen i Bruuns Galleri.
Det skriver Bruuns Galleri i en pressemeddelelse.
Det bliver kædens femte butik i Aarhus. Silvan åbnede blandt andet en butik på Lille Torv i 2023.
City-konceptet er udviklet specifikt til livet i byen. Sortimentet er nøje udvalgt til storbyens boliger, hvor fokus er på indretning, vedligeholdelse og personlige løsninger, samtidig med at der fortsat er plads til mange af de klassiske byggematerialer.
»Vi rykker ind med et koncept, der henvender sig til byboere, som ikke bare vil bygge et hjem, men skabe et hjem. Uanset om man bor i hus eller lejlighed, er der altid projekter, der skal klares – fra at hænge billeder op til at male vægge. Placeringen i et centralt shoppingcenter giver os mulighed for at være tættere på kunderne i deres hverdag og blive en naturlig del af bylivet. Vi gør det nemt og tilgængeligt at finde de rette produkter midt i byen, tæt på hvor kunderne bor,« siger Klaus Dolmer, der er CEO i Silvan, i pressemeddelelsen.
Udover et målrettet varesortiment kommer butikken i Bruuns Galleri til at tilbyde en række services som værktøjsudlejning, savværk til tilskæring af hylder og plader samt toning af maling.
For Bruuns Galleri betyder tilføjelsen af Silvan en vigtig udvikling af centrets butiksmix.
»Vi glæder os til at byde velkommen til Silvan. Det betyder, at de mange mennesker, der er bosat omkring Bruuns Galleri, nu får et byggemarked i gåafstand fra deres hjem. Det er et koncept, som jeg er sikker på, at vores gæster i Bruuns Galleri vil få stor gavn af,« siger Claus Brændgaard, regional center manager Bruuns Galleri, i pressemeddelelsen.