Gratis busser til Royal Run i Randers
Tiltaget skal gøre det nemmere at komme til og fra midtbyen, hvor mange veje vil være spærret.
Alle by-, lokal- og regionalbusser til, fra og i Randers bliver gratis, når Royal Run afholdes 2. pinsedag, mandag den 25. maj 2026.
Det har miljø- og teknikudvalget besluttet, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
Tiltaget skal gøre det nemmere for deltagere og gæster at komme til og fra midtbyen, hvor mange veje vil være spærret på dagen.
»Vi ønsker, at Royal Run bliver en god oplevelse for deltagere og gæster også på vejen til og fra midtbyen. Erfaringer fra andre store arrangementer viser, at busser meget effektivt kan transportere mange mennesker. Og når busserne er gratis, kan de nemt bruges af alle uanset om man er vant til at bruge kollektiv transport eller ej,« siger Frank Nørgaard, der er formand for miljø- og teknikudvalget.
Vejspærringerne betyder, at Randers Busterminal bliver spærret inde. Derfor kommer de gratis busser til og fra midtbyen til at stoppe på fire udvalgte steder i gåafstand fra Royal Run-området.
Midttrafik opretter desuden en særskilt side med information om buskørslen denne dag.
Se mere om bussernes stoppesteder i nærheden af Royal Run-området her.
Lad bilen stå – eller parkér uden for midtbyen
Randers Kommune opfordrer alle, der skal til og fra midtbyen på dagen, til at tage bus, tog, cykel eller bruge andre lette transportformer.
Hvis man tager bilen, skal man undgå at køre ind i den næsten totalt spærrede midtby. I stedet bliver der mulighed for parkering på parkeringspladser uden for byen, hvor flere private virksomheder stiller deres parkeringsarealer til rådighed.
Herfra kan man tage bussen det sidste stykke.
»Når så mange samles, kræver det også lidt tålmodighed og at vi hjælper hinanden. Lader man bilen stå eller parkerer uden for midtbyen og tager bussen det sidste stykke, er man med til at få trafikken til at glide bedst muligt,« siger Frank Nørgaard.
Se mere om parkeringsmulighederne, hvis man ankommer i bil.
20.000 deltagere til Royal Run
Der er tilmeldt 20.000 deltagere til det udsolgte Royal Run i Randers, og der er lagt op til en folkefest for både løbere og tilskuere.
Kong Frederik skyder begivenheden i gang klokken 10.45, når starten går til 1 mile fra Randersbro med udsigt over havnen og Den Blå Bro.
Klokken 12.30 går starten på 10-kilometerruten, og klokken 14.30 sendes deltagerne på 5 kilometer af sted.
Dagen byder også på underholdning og oplevelser rundt omkring i midtbyen.