En fjer så stærk, at den kan forandre et helt liv – tør Julie bære den?
Djurslands Folkehøjskole samler professionelle og amatører til egnsspil for femte gang, hvor naturen bliver en aktiv del af fortællingen. Denne gang spiller man i hjemmevante omgivelser med Hack Kampmans gule bygninger som baggrund.
Når forsommeren 2026 rammer Djursland, forvandles Djurslands Folkehøjskoles grønne arealer i Drammelstrup til levende scene for »En Verden af Liv«. Her smelter inklusion, fællesskab og kunstnerisk ambition sammen under åben himmel, og billetsalget er nu åbent.
Forestillingen inviterer publikum ind i et eventyrligt univers, hvor naturen ikke blot danner baggrund, men aktivt indgår i fortællingen og skaber en sanselig, nærværende oplevelse.
Djurslands Folkehøjskoles meget smukke, gule bygninger blev oprindeligt tegnet af den kendte arkitekt Hack Kampmann. I fordums dage hed stedet Råmosegård.
Femte egnsspil i træk
»En Verden af Liv« markerer femte gang, Djurslands Folkehøjskole i samarbejde med Egnsspil Djursland gennemfører et stort udendørs teaterprojekt.
Tidligere har skolen haft succes med fantasy-musicals som »Myten om Stenene« ved Porskær Stenhus (2016), »Tågen i Bakkerne« på Tremosegård i Mols Bjerge (2018), »Dragefuglens Slot« i slotsparken ved Sostrup Slot (2021) og »Ønskeøen« på Fregatten Jylland (2024).
Fælles for forestillingerne er store kunstneriske ambitioner, stærke fortællinger og bred deltagelse, hvor professionelle, amatører, lokale kor, foreninger, frivillige og højskolens egne elever står side om side.
Mangfoldighed på scenen
Inklusion er et bærende princip i »En Verden af Liv«. Elever fra Dans & Teateruddannelsen medvirker på lige fod med både professionelle og amatører, hvilket skaber et mangfoldigt ensemble på tværs af alder, erfaring og baggrund.
For publikum mærkes mangfoldigheden direkte fra tribunen. Den brede repræsentation på scenen skaber autenticitet, nærvær og genkendelse, så forestillingen bliver mere end en teateroplevelse – den bliver en fælles fortælling, hvor alle bidrager.
Eventyrets hovedpersoner
I centrum for historien står den unge pige Julie, som udvælges til at bære en mystisk fjer – en gave, der både rummer stor kraft og stiller tunge krav.
Undervejs møder hun Juno (i romersk mytologi den øverste gudinde, dronning af guderne, og hustru til Jupiter. Hun er beskytter af kvinder, ægteskab og fødsler), en ulv drevet af frihedstrang, og Ari, en gammel rovfugl, der kender fjerenes farlige kræfter. Eventyret udfolder sig som en fortælling om mod, kærlighed og erkendelsen af, at sand styrke ikke kommer gennem kontrol, men gennem forståelse.
Bag forestillingen
Forestillingen er skrevet og instrueret af Mai Wied, med koreografi af Vittoria Lasorella og eventkoordinering af Michelle Fonseca Kristensen.
»En Verden af Liv er skabt som et fortællende rum, hvor både skuespillere og publikum får mulighed for at spejle sig i noget større end sig selv. Når mennesker i alle aldre og på alle niveauer står sammen på scenen, opstår der en magi, man ikke kan planlægge – kun invitere ind til,« siger instruktør og manuskriptforfatter Mai Wied.