Publikumsrekord i Skanderborg: Mere end 12.000 til Store Sløngeldag
Store Sløngeldag i Skanderborg satte publikumsrekord, da mere end 12.000 børn og voksne lørdag 9. maj var med til at fejre fantasien, friheden og Ole Lund Kirkegaards skæve univers.
»Det er altid svært at sætte et helt præcist tal på, men alt tyder på, at vi har haft publikumsrekord i år. Der var glade mennesker overalt, og stemningen var helt fantastisk,« siger Birgitte Abildgaard, formand for Di Heslige Slønglers Klup, som er den frivillige forening bag arrangementet.
Sløngeldagene kulminerede lørdag med en tætpakket festivaldag i Byparken og Kulturhuset i Skanderborg. Ifølge arrangørerne var mere end 12.000 personer med i løbet af dagen, og dermed overgår årets udgave rekordåret 2025, hvor Sløngeldagene fejrede 10-års jubilæum.
Alle arrangementer med billet var udsolgt, og de garvede frivillige sløngler vurderer, at der var flere mennesker end tidligere set til Store Sløngeldag.
I Byparken slog familier sig ned på græsset, mens børnene kastede sig over klassiske sløngeldiscipliner som remoulademadskast, »dårlig voksenånde« og kanonkonge. Samtidig var der stor interesse for de kreative værksteder og oplevelserne på scenerne, hvor blandt andre Rasmus Walter, Wulffmorgenthaler og akrobatikshowet Volantes var på programmet.
Sløngeldagene omfatter også særlige aktiviteter for skoler og børnehaver. Det hele bygger på Ole Lund Kirkegaards univers og hylder det skæve, legende og fantasifulde.
»Sløngeldagene handler om at give plads til leg og fantasi på tværs af alder. Det er tydeligt, at det er noget, rigtig mange gerne vil være en del af. Vi er enormt stolte og taknemmelige over opbakningen. Det er et fælles projekt med utrolig mange frivillige, fonde og samarbejdspartnere, og det er deres indsats, der gør det muligt at samle så mange mennesker om noget positivt,« siger Birgitte Abildgaard.
Sløngeldagene blev skabt i 2015 og har siden udviklet sig til en fast tradition i Skanderborg.