Carstens præsteliv begyndte med et desperat cykelridt i mørket

Det var meget tæt på at glippe, da Carsten Marvig søgte stillingen som sognepræst i Storring-Stjær. Ansøgningen skulle være i Kirkeministeriet en mandag inden klokken 12. Men den unge teolog, der netop var blevet færdig på Aarhus Universitet, ventede på en udtalelse fra Gymnastikhøjskolen i Viborg. Først søndag kunne brevet afleveres i postkassen ved banegården i Aarhus.

Der var bare ét problem: Postkassen var tømt.

»Så tænkte jeg, at det måtte være et tegn om, at jeg ikke skulle have stillingen. Men min kone Charlotte havde arbejdet hos postvæsenet under sit studie, og hun vidste, at postcentralen lå i Lystrup, så der cyklede vi ud,« fortæller Carsten Marvig.

Det var mørkt. Helt mørkt. Men Charlotte kravlede over hegnet, fandt et vindue med lys bag og fik kontakt.

»Så sagde vi, at vi måtte bare have det her brev med postbilen til København, og det lykkedes, og jeg var så heldig at få stillingen,« mindes han.

Fra tømt postkasse til 34 år i sognet

Det brev blev begyndelsen på 34 år som sognepræst i Storring-Stjær Pastorat. Ved udgangen af maj går Carsten Marvig på pension. Tilbage står et præsteliv, der har været tæt forbundet med mennesker, landskab, forandring og fællesskab.

Da Charlotte og Carsten Marvig kom til Storring-Stjær, var pastoratet stadig dybt forankret i landsamfundet.

»Rundt om os boede landmænd, og nogle havde boet her i mange år. I den nuværende konfirmandstue var der stald, og der var heste og et rum til hjelme, sadler og en ridebane, som blev brugt af de lokale,« beretter han.

Siden er meget blevet anderledes. Storring og Stjær er vokset tættere på Aarhus. Børnefamilier er rykket ud i de grønne omgivelser, og hverdagen er blevet mere pendlerpræget end landsbypræget.

»Nu har Storring-Stjær udviklet sig til at være forstæder til Aarhus med unge familier, der flytter ud fra Aarhus og bosætter sig i de grønne omgivelser. Og i og med, at man lever midt i det, bliver man pr. automatik en del af den forandring,« siger Carsten Marvig.

Præsten på cykel og rulleskøjter

Han var selv en synlig del af hverdagen. I de første år satte præsten sig ofte på sin sorte racercykel og kørte ud i sognet. Han bankede på, og ofte var der nogen hjemme. Siden blev besøgene mere aftalte, fordi mange sognebørn fik arbejde og liv uden for sognet.

Men billedet af Carsten Marvig i bevægelse blev hængende. På cykel eller på rulleskøjter med Charlotte og børnene Nikolaj, Tor og Sigrid. Som i tv-programmet »Gintberg på kanten«, hvor han kom susende ned ad Kirkebakken i præstekjole med en liturgibog i hånden.

Den fysiske energi kom ikke ud af ingenting. Carsten Marvig er tidligere gymnast og har været en del af et verdenshold, der blandt andet optrådte ved Verdensudstillingen i Vancouver og Brisbane. I mange år tog han også konfirmanderne med på ophold på Gymnastikhøjskolen i Viborg.

»Det var nogle fantastiske ture, og der er stadig konfirmander, der kan finde på at spørge: Hvornår skal vi til Viborg, Carsten,« fortæller han.

Som præst ville han ikke kun holde gudstjenester. Han ville samle mennesker. Sct. Hans-festerne i præstegårdshaven voksede sammen med menighedsrådet til sommermøder over en hel uge, hvor skoler, institutioner og familier blev inviteret ind. Børnene havde hoppepuder, indianerlejre og vikingelejre. De voksne havde højskoledage med foredrag, musik, dans og fællesspisning.

Nogle år deltog op mod 1.000 mennesker.

Også pilgrimsvandringerne til Veng blev en del af pastoratets liv, hvor konfirmanderne var med som blandt andet gøglere langs ruten. For Carsten Marvig var kirkelivet ikke noget, der kun skulle foregå inden døre. Det skulle ud i haverne, ud på stierne, ud mellem mennesker.

Åbne døre og livshistorier

Det gjaldt også præstegården. Da familien flyttede ind, blev huset renoveret, og de boede en tid i vaskekælderen. Maden blev lavet i en nabos køkken, og varme gryder måtte bæres over vejen.

Siden blev præstegården et sted med åbne døre. Så åbne, at folk indimellem selv gik ind og lavede kaffe.

»Det var ikke noget, jeg tænkte over, det var sådan, det var, og du kom meget tæt på folk på den måde. Alle vidste, at selvom jeg havde fri, så kunne de altid henvende sig,« siger Carsten Marvig.

I dag bliver præstegården moderniseret, så der kommer en tydeligere privat og offentlig del. Det siger også noget om tiden, der er gået. Præsterollen har ændret sig. Pastoratet har ændret sig. Men for Carsten Marvig har kernen været den samme: nærheden til sognebørnene.

Også præstegårdshaven har været en hjertesag. Den store have i Storring, måske landets største præstegårdshave, blev delt op i mindre rum med hække, så den kunne bruges mere aktivt. Han arbejdede også for at få Kærlighedsstien til at hænge sammen med stien til Præstegårdsskoven.

Nu er Carsten Marvig flyttet til Skæring, hvor familiens sommerhus er blevet til helårsbolig. Han skal være mere sammen med børn og børnebørn. Fem børnebørn er der allerede, og det sjette er på vej til juni.

»Jeg har svært ved at forestille mig en tilværelse som pensionist, men jeg skal i hvert fald bruge en del tid på mine børn Nikolaj, Tor og Sigrid og mine fem børnebørn. Jeg venter det sjette barnebarn til juni. Derudover har jeg planer om at genoptage gymnastikken og ro i kajak, og jeg vil også gerne skrive noget om mit præsteliv,« fortæller han.

Når han ser tilbage, er det først og fremmest menneskene, der fylder.

»Jeg vil komme til at savne de mennesker, der har været en del af mit liv. De er en del af mig, og mit liv er blevet formet i samspil med dem. Jeg er kommet rigtig tæt på mange mennesker, og deres livshistorier er blevet flettet ind i både min og min kones.«