Ny kvinde i front: »Stedet har en levende fortid – nu skal vi have gjort det levende igen«
Ny forpagter vil skabe mere liv i historiske lokaler.
Er man mere end 29 år gammel og fra Hammel og omegn, er der en ret stor sandsynlighed for, at man på et eller andet tidspunkt har svinget hofterne på adressen Østergade 24C.
Her har nemlig i mere end 100 år været forsamlingshus og diskotek.
I dag er der ikke så mange hoftesving på stedet, men man kommer stadig hinanden ved. I dag er den store bygning nemlig omdannet til kontorfællesskabet Zentrum – og her er der netop kommet ny kvinde i front.
Som noget ganske nyt har kontorfællesskabet nemlig fået en forpagter. Det er Jeanette Siegfredsen, der har lavet en aftale med stedets ejer, Kristian Kock, om at styre stedet.
Hun har eget firma, hvor hun laver administrative opgaver for andre små virksomheder, og derfor havde hun selv til huse i Zentrum.
Her fik hun så, i regi af sit firma, nogle mindre opgaver for Kristian Kock og Zentrum.
»Men i takt med at Kristian ikke længere har sin daglige gang i huset, kunne jeg som lejer mærke, at der er brug for mere styring. Det hele stod lidt stille. Og eftersom jeg allerede er lidt inde i forretningen, og fordi jeg mener, at jeg har mange kvaliteter til at kunne køre stedet, foreslog jeg at blive forpagter. Jeg har altid lidt haft en drøm om at have en butik – det her blev min butik,« siger Jeanette Siegfredsen, der har den helt rigtige fornemmelse i maven:
»Følelsen er god. Helt vildt god! Jeg har bare mega meget blod på tanden og kan se et kæmpestort potentiale – det kan bare så meget det her sted.«
Flere folk udefra
I dag er fire firmaer faste lejere i Zentrum, og der er plads til mange flere, men flere faste lejere er langt fra Jeanette Siegfredsens eneste fokuspunkt.
Et af hendes store ønsker er at trække flere folk udefra ind i huset og få »aktivere alle kvadratmeter«, som hun udtrykker det.
»Mange kan huske, dengang der var fest i bygningen. Stedet har en levende fortid – nu skal vi have gjort det levende igen. Det var også hele grunden til, at Casper Juhl og Kristian Kock opkøbte det i sin tid – fordi det var synd, at så store lokaler stod tomme lige midt i byen,« siger den nye forpagter og fortsætter:
»Jeg vil rigtig gerne have flere folk udefra til at bruge vores mødefaciliteter. Jeg skal have Hammel og omegn til at forstå, at det her er mere end kun et kontorfællesskab.«
Hun forklarer, at kontorfællesskabet fungerer godt. Nu skal der bare rettes til og bygges ovenpå.
»Vi, der er her, har det pissefedt og spiser frokost sammen – et fint fællesskab. Så det, vi er i mål med, fungerer, men det ægte levende mangler. Vi er ikke i mål med, at alle i Hammel faktisk forstår, hvad det her sted kan, og hvad der egentlig foregår herinde,« forklarer Jeanette Siegfredsen.
Den nye forpagter kommer til at ændre en smule i tingene for de faste lejere, men hun er meget opmærksom på, at forandringerne i huset er tilpasset lejerne.
»Når jeg nu gerne vil have mere liv i huset, skal jeg samtidig sikre, at mine faste lejere ikke føler, at det er en banegård,« siger hun og fortsætter:
»Jeg vil afgrænse kontorfællesskabet til en lidt mindre del af bygningen. Så vi rykker sammen i bussen. Fordi vi lige nu sidder på mange kvadratmeter, kan det også godt virke meget stort og tomt, når man sådan lige træder ind.«
I øvrigt går Jeanette Siegfredsen og overvejer, om Zentrum er det helt rigtige navn til stedet.