Ifølge en af landets største mad-influencere laver de Danmarks bedste burger – og nu rykker de ind til midtbyen
Rare Burgery, der i starten af sidste år åbnede i Trøjborg Centret, flytter burgerbaren ind til en af Aarhus' mest befærdede gågader. Drømmen er stadig at åbne flere forretninger på sigt.
I starten af april sidste år åbnede Rare Burgery i Trøjborg Centret.
Og med en pæn hype og medvind på cykelstien.
For blot få måneder inden burgerbaren åbnede i Aarhus, havde en af landets største madinfluencere, Casper Drømme, sagt følgende:
»Jeg kalder den – det her er Danmarks bedste burger. Jeg siger til jer, I får bare en god, luftig, fedtet bolle med masser af knas i, masser af snask i – og nok ”drussing”. Du bliver bare ikke ked af den her,« lød det begejstret fra influenceren med godt 130.000 følgere på Instagram.
Dengang var det en burger, som spisestedet Bröed & Böef i Vejle havde kreeret, der fik roserne.
Få måneder senere var det dog lige præcis folkene bag den burger og det spisested, der valgte at rykke teltpælene til Aarhus, skifte navn på forretningen og åbne Rare Burgery i Trøjborg Centret.
Og nu – lidt mere end et år senere – flytter burgerbiksen allerede igen, og næste stop for burger-foretagendet bliver midtbyen, fortæller ejer Ahmed Jallouli.
For Rare Burgery rykker snart ind i Frederiksgade 31, hvor Tacå Bar tidligere lå.
Ikke det optimale match
Ifølge ejer Ahmed Jallouli har man måttet sande, at lokationen i shoppingcentret i den nordlige Aarhus-bydel ikke har vist sig at være det helt optimale match for burgerkonceptet.
For selvom der ifølge ham er en del trafik i Trøjborg Centret, så har det ikke været en kundetilstrømning, som forretningen nødvendigvis har kunnet lukrere det store på.
»Meget af den trafik, der er i Trøjborg Centret, er folk, der skal ind i det lokale supermarked og købe ind til aftensmaden, imens vores kunder kommer specifikt for os. Og det har fået os til at tænke, at vi selvfølgelig skal ned og ligge i midtbyen, hvor flere folk går rundt for bare at gå en tur, og ikke fordi, de skal ind i et shoppingcenter og handle ind,« fortæller han.
»Og så har vi også bare en del kunder i centrum, der bestiller fra os, og som dermed også får en hurtigere levering nu,« siger Ahmed Jallouli.
Rare Burgery satser samtidig også på, at man vil kunne udvide åbningstiderne med den mere centrale lokation i byen.
Til gengæld er den nye lokation mindre og med færre siddepladser og bliver dermed også mere takeaway-orienteret.
Lokalerne i Frederiksgade 31 overtog Rare Burgery 1. juli, og man satser på at kunne åbne den nye lokation omkring slutningen af juli eller starten af august.
Imens lukker restauranten på Trøjborg ved udgangen af august. Det er dog, hvis det står til Ahmed Jallouli, ikke sidste gang Rare Burgery kommer til at åbne en ny butik et nyt sted:
»Det har hele tiden været drømmen og tanken, at Rare-konceptet skulle udvides til nogle flere forretninger. Men nu tager vi i første omgang det her næste skridt, og så ser vi, hvad det fører til. Forhåbentlig bliver det rigtig godt,« siger han.
læser
lige nu