Fortsæt til indhold

Hans Jørgen startede orkester for 60 år siden og gik forrest til det sidste: »Det var som et ekstra barn for ham«

60 års jubilæumskoncert bliver samtidig en hyldest til orkestrets første formand, der gik bort sidste år.

Kultur og byliv

Når Hammels ”byorkester” Brass Band Da Capo fejrer sit 60 års jubilæum med en koncert i Sløjfen i Hadsten, er der til lejligheden komponeret et nyt nummer, der hedder Vibrations. Det er inspireret af Beach Boys’ populære sang Good Vibrations, der blev udgivet i 1966, året hvor Da Capo blev stiftet.

Jubilæumsnummeret har været længe undervejs, og i mellemtiden har orkestret mistet sin første formand, Hans Jørgen Koch, der døde for et år siden, men var aktiv i orkestret til det sidste. Nummeret er derfor dedikeret til Hans Jørgen Koch, der af flere medlemmer beskrives som orkestrets sjæl med en enorm kærlighed til brassmusik.

Vibrations er komponeret af Sofie Brems, der er kunstnerisk leder af det Skanderborg-baserede ensemble Women of Brass og ved flere lejligheder har dirigeret Brass Band Da Capo.

Som et ekstra barn

Som barn var Hans Jørgen Koch med i Hammel Drenge Forbund, der havde et messingorkester, som længe havde været fortid, da Hans Jørgen Koch med flere i 1965 i lokale medier efterlyste instrumenter og musikere til et nyt orkester. Efterlysningen gav pote, og i sommeren 1966 startede det nye orkester med 11 musikere. Antallet af medlemmer voksede hurtigt til 20, stort set som i dag.

»Hans Jørgen har altid været med i Da Capo, uanset om det er gået op eller ned. Orkestret var som et ekstra barn for ham, og jeg tror, han tænkte på Da Capo som det sidste, inden han gik i seng. Han havde en kæmpe kærlighed til brassbandmusik, og alle i miljøet kendte ham,« fortæller Peder Skov Jakobsen, der i en alder af 40 trækker orkestrets gennemsnitsalder godt ned.

Han er ejendomsmægler i Lystrup, men er født og opvokset i Hammel og har været med i Da Capo siden konfirmationsalderen.

Indpisker

Efter Hans Jørgen Kochs død er det nu 74-årige Thorkild Danielsen fra Hinnerup, der har størst anciennitet. Han kom med i Da Capo allerede i 1967 og har altså spillet sammen med den første formand i næsten hele orkestrets levetid.

Brass Band Da Capo fejrer orkestrets 60 års fødselsdag med en jubilæumskoncert. Det bliver dog uden den første formand Hans Jørgen Koch, der døde for et siden, men er med på dette foto, hvor han står i midten med mørke briller.. Pressefoto

»Hans Jørgen var indpisker og sørgede for, at vi fra starten kom rigtig meget ud at spille. Han gik meget op i orkestret, som næsten betød mere for ham end familielivet,« fortæller Thorkild Danielsen med et smil og tilføjer, at Hans Jørgen Koch gjorde meget for, at nye medlemmer skulle føle sig velkomne og øvede sammen med dem.

»Jeg talte med ham på hans fødselsdag en uge før, han døde. Han var klar til det sidste og øvede sig stadigvæk stort set hver dag. I starten spillede han euphonium, som er et soloinstrument, og da der manglede bas (tuba), begyndte han på det og gjorde det i mange år. Til sidst kneb det med at slæbe bassen, som er meget tung, og så begyndte han at spille baryton. Det gjorde han virkelig godt, selv da han var over 90 år.«

Lærte nyt instrument

Da Capos dirigent Lars Peder B. Sørensen fra Hadbjerg kan tale med om, at Hans Jørgen Koch var gjort af en særlig støbning og engageret i brassmusik ud over det sædvanlige. Selv i en alder langt over 80 var han frisk på at lære nyt.

»De manglede en til at spille trækbasun i hjemmeværnets orkester i Aarhus, så han spurgte mig, om jeg havde lyst til at undervise ham i trækbasun. Han fik et par lektioner og endte med at spille koncerter med dem,« fortæller Lars Peder B. Sørensen.

»Orkestret var hans liv, og der vil altid være en stol til ham. Det var ham, der holdt fanen højt og sørgede for, vi fik øvet. Det skulle lyde ordentligt, så man skulle øve sig og være grundig.«

Amalie Dollerup

Brass Band Da Capo øver en gang om ugen på Skovvangskolen i Hammel og giver flere gange om året koncerter på Hammel Neurocenter og lokale plejecentre. Andre gange fylder orkestret kirkerum med messingklang, og lørdag 30. maj gælder det jubilæumskoncerten i Hadstens kulturhus Sløjfen.

Brass Band Da Capo fejrer orkestrets 60 års fødselsdag med en jubilæumskoncert. Det bliver dog uden den første formand Hans Jørgen Koch, der døde for et siden, men er med på dette foto, hvor han står i midten med mørke briller.. Pressefoto

Skuespiller og sanger Amalie Dollerup gæsteoptræder som solist. Akkompagneret af orkestret synger hun klassiske viser som I Got Rhythm og Den Allersidste Dans. Og så kan publikum altså høre det nye nummer Vibrations, som er dedikeret til manden, der lagde al sin sjæl og iver i Hammels ”byorkester.”

Orkestret består af omkring 20 medlemmer, heraf 20 kvinder, der til trods for at blive kaldt byorkester består af medlemmer, der kommer fra vidt og bredt. Sådan har det altid været ifølge Thorkild Danielsen, og i dag er der orkestermedlemmer fra blandt andet Ikast, Randers, Djursland og Aarhus.