Specielt kirke-tilbud: Bliv spontant gift på en dato, »du aldrig glemmer!«
Folkekirken i Aarhus har allerede valgt datoen, én der burde være til at huske, og tre steder, hvor du bare kan dukke op for at blive gift.
»Bliv gift på en dato, du aldrig glemmer!«
Sådan lyder et måske lovende budskab fra Folkekirken i Aarhus.
For i en pressemeddelelse lokker kirken nu med såkaldte drop-in-vielser.
Og datoen, som man »aldrig glemmer«, er sat: 26-06-2026 er dagen, hvor man halvspontant kan blive viet.
Det foregår helt præcist mellem kl. 14 og 18, hvor man den pågældende fredag kan blive drop-in viet tre forskellige steder i byen.
Det ene sted, man kan blive drop-in-viet, er i Botanisk Have, hvor der bliver indrettet en pop-up-kirke i de grønne omgivelser.
Men man kan også blive drop-in-viet i en af byens nyeste kirker, nemlig Lyseng Kirke i Højbjerg. Og vil man hellere vies i en af Østjyllands mindste og »mest hyggelige« middelalderkirker, så kan man blive drop-in-viet i Elev Kirke, skriver Folkekirken i Aarhus.
»Behøver ingen bordplan«
Både i Lyseng og Elev vil der være mulighed for at blive viet inde i kirken eller udenfor, og efter vielsen byder Folkekirken på et glas bobler og en lille gave til minde om den store dag, lover Folkekirken.
»Drop-in-vielse er kirkens måde at møde mennesker dér, hvor de er – med plads til både det spontane, det enkle og det betydningsfulde. I Folkekirken i Aarhus ved vi, at kærligheden er stor nok i sig selv, og den behøver ingen bordplan,« siger sognepræst Erik Søndergård.
Drop-in-vielse er med andre ord et kirkeligt bryllup, hvor parrene møder op uden forudgående aftale.
Par, der tidligere er blevet borgerligt viet, kan også benytte lejligheden til at få kirkens velsignelse.
»Selvom mange i dag synes, det er mere højtideligt at blive viet i en kirke, så fravælges det nogle gange, fordi man forbinder en kirkelig vielse med store udgifter til tøj, fest og omfattende planlægning lang tid før den store dag oprinder. Men sådan behøver det ikke at være,« lyder tankerne bag ifølge Folkekirken i Aarhus.