Har 430 butikker i 17 lande: Denne kendte tøjkæde rykker nu ind i Aarhus
Stor, svensk tøjkæde satser på Aarhus.
Den svenske tøjkæde Lindex rykker nu ind i Aarhus.
Det afslører udløbne jobannoncer på blandt andet Jobindex og LinkedIn.
Her søger tøjbutikken Lindex sælgere til en helt ny butik i Aarhus.
»Bliv en del af Lindex, når vi åbner dørene til vores helt nye butik i Aarhus. Her får du mulighed for at være med fra starten, forme butikken sammen med dine nye kolleger og skabe noget helt særligt. Brænder du for mode, elsker at møde mennesker og vil være en del af et team, der støtter og inspirerer hinanden, så er det måske lige dig, vi leder efter,« starter annoncen.
Lindex søger ansatte til flere forskellige stillinger med forskelligt timetal og arbejdstidspunkt.
I jobopslaget fremgår adressen Søndergade 26, som er et 971 kvadratmeter stort lokale i Søndergade, hvor Sportmaster tidligere har holdt til. Din Avis har dog endnu ikke kunnet få adressen endeligt bekræftet hos Lindex.
Men oplysningen om Søndergade 26 ligger fint i tråd med den pressemeddelelse, som mæglerkæden Colliers sendte ud torsdag 4. juni.
Her afslørede Colliers, at to af de helt store lejemål på strøget i Aarhus får nye lejere – det gælder Søndergade 57, hvor Paw Sko tidligere holdt til, og Søndergade 26, hvor Sportmaster altså tidligere lå.
Colliers ville dog ikke afsløre, hvem der helt præcist flytter ind i de to store lejemål.
Det fremgik dog af pressemeddelelsen, at den ene lejer er »et internationalt brand, som med etableringen i Aarhus aktivt vælger byen som en del af sin nordiske ekspansion.«
Fra Trine Freno Muurholm, direktør for butiks- og kontorudlejning hos Colliers i Aarhus, lød det desuden:
»Jeg kan sige så meget, at den ene butik endnu ikke er i Aarhus, og den anden findes allerede i byen.«
Lindex passer på det førstnævnte. I Danmark har kæden i forvejen butikker i Rødovre og Odense, men altså ingen i Aarhus.
Lindex beskriver i annoncen sig selv som »en voksende, global modevirksomhed fra Sverige, drevet af et højere formål: at skabe meningsfuld forandring for kvinder. Vores engagement i kvinder, bæredygtighed og kunder styrer alt, hvad vi gør, mens vi bygger en branddrevet og bæredygtig virksomhed med et digitalt mindset.«
På Lindex’ hjemmeside står der, at kæden har 430 butikker fordelt på 17 lande.
Jobannoncen afslører, at de nye ansatte skal tiltræde fra august.