Tovli’ Tirsdag blev et brag: »Her er vi bare os«
Tessa, Peter Sommer og APHACA trak tusindvis til Store Scene på Sølund Musik-Festivals åbningsdag, men dagens vigtigste budskab handlede om fællesskab og omvendt inklusion.
Sølund Musik-Festival slog tirsdag portene op til årets festival – den 41. i rækken – med en totalt udsolgt Tovli’ Tirsdag.
Og selv om monsterstore regnskyl havde præget dagen, holdt himlen mirakuløst tæt, fra Tessa gik på Store Scene, til APHACA sendte de sidste toner ud over festivalpladsen.
Tovli’ Tirsdag er dagen, hvor Sølund vender inklusionen på hovedet. Her er festivalens kernepublikum stjernerne, og alle andre får lov til at komme på besøg.
Dagens stjerner på Store Scene var Tessa, Peter Sommer og APHACA.
Tessa åbnede dagen med sine velkendte hits, attitude og et publikum, der var klar til at danse og synge med. Det toppede, da hun sluttede koncerten med »Ben«, mens pladsen for alvor skrålede med.
Her er budskabet, at der ikke er noget, der hedder dem og os – her er vi bare os.Sarah Theibel, festivalleder
Senere trådte Peter Sommer ud på hjemmebane i solskin, stråhat og stok. Den lokale legende blev modtaget af et veloplagt publikum, og efter koncerten var der lang kø til både autografer og billeder.
Men dagens største publikum samlede sig foran Store Scene, da APHACA gik på. Det unge københavnske band levede op til hypen og leverede en koncert med så meget energi, at fællessangen flere gange rungede så højt, at forsanger Rumle bare kunne stå og tage imod lyden af tusindvis af stemmer.
Publikum var veloplagt og klar til koncerterne. Der var kørestole i forreste række, dans foran scenen og fællessang, så snart chancen bød sig – og overalt kram, highfives, grin og glimmer. Her var alle en del af festen, uanset baggrund.
Forinden havde bandet brugt mere end en time på at møde fans med smil, highfives, kram og autografer.
Alle andre får lov at komme på besøg
Sølund Musik-Festival er først og fremmest festival for mennesker med udviklingshandicap og kognitive udfordringer. Men på Tovli’ Tirsdag åbner festivalen dørene for alle interesserede til det, den selv kalder en omvendt inklusionsdag.
Her er alle andre inviteret indenfor, så de kan opleve en festival på minoritetens præmisser. En festival, der er båret af fællesskab, ligeværd og kærlighed.
For festivalleder Sarah Theibel er det netop det, der gør dagen vigtig.
»Tovli’ Tirsdag har først og fremmest et meget ædelt budskab om at invitere andre med til festivalen, men på minoritetens præmisser. For her er det vores kernepublikum, der er stjernerne, og de andre, der får lov at komme på besøg og for et kort øjeblik opleve, hvad det vil sige at være sådan et sted som her, hvor det er nogle helt andre værdier, der er vigtige, end når man for eksempel er på Smukfest.«
Tovli’ Tirsdag har også en praktisk betydning. Sarah Theibel lægger ikke skjul på, at dagen er med til at lappe på underskuddet fra onsdag og torsdag, hvor festivalen først og fremmest er for kernepublikummet.
Men det økonomiske er ikke det, der bærer dagen.
Det gør budskabet.
»Med Tovli’ Tirsdag inviterer vi til omvendt integrationsdag. Her er budskabet, at der ikke er noget, der hedder dem og os – her er vi bare os. Og vi er alle sammen mennesker, der skal kunne indgå i et fællesskab med hinanden. Her bruger vi ikke fem sekunder på tabuer. De er ikke-eksisterende her.«
For Sarah Theibel og Sølund Musik-Festival handler Tovli’ Tirsdag derfor ikke kun om en udsolgt tirsdag med store navne og en tæt pakket plads foran Store Scene.
Det handler også om en festivalarv, der insisterer på, at Sølund Musik-Festival har en vigtig plads i samfundet.
»Helt nøgternt kan man sige, at festivalen jo ikke behøver at være her. Men vi bygger på en festivalarv, der insisterer på, at der skal være plads til Sølund Musik-Festival i det her samfund.«