Fortsæt til indhold

Birgit har fundraiset 1,8 mio. kr. til renovering af nedslidt forsamlingshus, der nu står knivskarpt

Forsamlingshus er gennemrenoveret og gjort tidssvarende helt uden egenfinansiering, men med støtte fra syv fonde og puljer.

Kultur og byliv

»Det er svært at få penge til forsamlingshuse.«

Sådan lød det fra flere sider, når Birgit Bach-Valeur talte om at rejse penge til at renovere det lokale forsamlingshus i Svenstrup, der trængte til renovering.

Birgit Bach-Valeur har tidligere været primus motor i at rejse omkring en million kroner til etableringen af Svenstrup Bypark, så da der i 2023 opstod en mulighed for at søge et større beløb gennem Grøn Pulje i forbindelse med igangsættelsen af et større solcelleanlæg ved Voldby, tog hun udfordringen med forsamlingshuset op og gik i gang med at lave en ansøgning til Favrskov Kommune.

Ved indvielsen af Svenstrup Forsamlingshus anvendte Birgit Bach-Valeur den nye 100 tommer skærm i salen til at fortælle om den omfattende renovering af huset. Privatfoto

»Det er et kæmpe arbejde at lave den første ansøgning. Du skal have to omfattende håndværkertilbud og en præsentation af, hvad du vil opnå, og det skal pakkes ind i en lækker og troværdig fortælling,« fortæller Birgit Bach-Valeur og tilføjer med et smil, at der for tre år siden ikke var hjælp at hente fra AI:

»Det var rigtigt arbejde.«

LAG og landsbyrådet

Favrskov Kommune tildelte hele den grønne pulje på 1,7 mio. kr. til en tiltrængt renovering af Voldby Friluftsbad, men heldigvis var det store ansøgningsarbejde ikke spildt.

LAG Randers-Favrskov, der er finansieret af EU, indikerede, at der var gode muligheder for støtte hos den lokale aktionsgruppe, der gav et tilskud på 200.000 kr.

Landsbyrådet i Favrskov Kommune nikkede også ja til et tilskud på 225.000 kr., og så var man ligesom i gang med projektet, der til at begynde med var på 800.000 kr.

Det udviklede sig ad flere omgange og endte med et projekt på 1.775.000 kr., der var fuldt finansieret af fonde og puljer. De to største tilskud på 450.000 kr. og 640.000 kr. kom i hus med hjælp fra kommunens fundraiser, der gjorde Birgit Bach-Valeur opmærksom på puljerne. Det største tilskud kom fra en pulje, man kan søge til projekter, hvis der findes en landvindmølle inden for en afstand af fem kilometer.

»Vi har haft stor gavn af kommunens fundraiser, som har haft en virkelig stor indflydelse på vores projekt,« siger Birgit Bach-Valeur.

Vigtig kassekredit

Hun roser også Favrskov Kommune for at have skabt mulighed for såkaldt mellemfinansiering, der virker som en kassekredit. Nogle fonde udbetaler først de sidste 20 procent af deres tilskud, når alt er afregnet, og det skaber et likviditetsproblem i byggefasen. Andre lokale initiativtagere har måttet lægge ud af egen lomme for at gennemføre deres projekt, fortæller Birgit Bach-Valeur. Det slap man for i Svenstrup, idet byrådet har vedtaget et politisk forslag om mellemfinansiering, så kommunen kan agere kassekredit.

Meget mere attraktivt

Og hvad har Svenstrup Forsamlingshus så fået for de mange rare fondspenge?

Huset er først og fremmest blevet meget mere tilgængeligt ved at fjerne besværlige trapper og den stejle nedgang til kælderen med gamle toiletter, der er erstattet af nye toiletter i stueplan. Den tidligere scene er ligeledes revet ned, så man ikke længere skal slæbe stole og borde ned fra scenen.

»Det er ikke alle folk, der har kræfter til at slæbe borde og stole ned fra en scene i en meters højde, men det kan alle gøre nu, og gangbesværede og synsbesværede kan komme trinfrit rundt i huset og på toilettet.«

Der er blandt meget andet kommet nyt gulv, loft, belysning, en 100 tommer skærm og nye højtalere i Svenstrup Forsamlingshus. Privatfoto

Huset er samtidig blevet energioptimeret ved udskiftning af 13 vinduer og tre yderdøre, efterisolering af loft og omfugning af ydermure med mere. Forsamlingshuset er også blevet mere trygt og nutidigt ved at tilmure to døre ud til den trafikerede Viborgvej, og der er monteret et 100-tommer-fjernsyn og fem højtalere i sale.

»Det var noget gammelt..., men er blevet meget fint og flot. Det er simpelthen blevet mere attraktivt at leje og bruge, og vi håber at få mange flere udlejninger og arrangementer i fremtiden i de nye rammer.«

Birgit Bach-Valeur og hendes mand Niels har i de seneste tre år brugt en stor del af deres fritid på det lokale forsamlingshus. Der har været rigtig megen dialog, planlægning og beslutninger at træffe sammen med blandt andet håndværkerne, men der har også været stor opbakning fra lokale frivillige, som blandt andet har hjulpet med at male og modtog en stor tak ved indvielsen af det nyrenoverede forsamlingshus.

Der er blandt meget andet kommet nyt gulv, loft, belysning, en 100 tommer skærm og nye højtalere i Svenstrup Forsamlingshus. Privatfoto