Se de vilde fotos: Det her har du aldrig set før - i domen er himlen grøn, gul, pink og lilla
Verdens største og mest spektakulære dome er et kæmpe sansebomardement, der kan føles som et synsbedrag. Vi ved godt, at himlen er blå, men kunstneren James Turrell kan få os til at se den som pink, grøn og mørkegrå.
I dag åbner den mest ambitiøse og spektakulære dome ved Aros i Aarhus.
The Dome A Skyspace by James Turrell - As Seen Below er hans dome – eller kuppel – nummer 100. Det er den største i hele verden med offentlig adgang. Låget, der kan glide lydløst af og på og ændre hele rummet, er ikke før set. Og lyssætningen er den mest omfattende, han har præsteret.
Det fortalte museumsdirektør Rebecca Matthews, da pressen fik et smugkig i den underjordiske kuppel.
Vi havde på forhånd fået fortalt, at den er enestående, storslået, magisk, ubegribelig og andægtig, så forventningerne var store. Flere af de gæster, der har fået et smugkig i domen, før den stod helt færdig, sammenlignede den med kuplen Pantheon i Rom.
Ifølge Rebecca Matthews er det en oplagt sammenligning, til trods for at der er næsten 2.000 år imellem de to, er de næsten lige store.
Og hvordan beskriver man noget lige så storslået som det ypperste Italien kan præstere? På de kanter siger man: Se Venedig og dø. Sangerinden Lone Kellermann gjorde udtrykket til folkeeje med sit kæmpehit af samme navn i 1970’erne, så det falder lige for her i Aarhus: Se domen og dø.
Den store oplevelse tegnede godt allerede i indgangen, hvor vi meget gennemført mødte en bar formet som en halvcirkel, og fangede et kig af den cirkelformede regnbue på toppen af Aros gennem et rundt loftsvindue.
Gangen gik ned ad bakke, til vi var otte meter under jordens overflade, og snoede sig rundt om domen. Pludselig stod vi i det store cirkelformede rum, der er 16 meter op til loftet. Skyerne sejlede roligt forbi over os, kun afbrudt af enkelte fugle, der krydsede hen over hullet i toppen af kuplen.
Alt er afstemt ned i mindste detalje, så alle linjer understøtter cirkelformen. Den grå granit er både enkel og pompøs. Den understøtter domens stemning, når lyssætningen ikke kører, og forsvinder diskret, når farverne sætter scenen.
Det gjorde de klokken 22 ved denne tusmørkeseance, som vi var til. Indtil da havde gæsterne bevæget sig rundt i rummet og studeret detaljer, mens lavmælte samtaler gav ekko.
Så blev der stille.
I en time skiftede farverne glidende og umærkeligt fra gul til orange og rød, over til violet, blå, grøn og gul igen. Himlen set gennem hullet skiftede farve i takt med rummet.
Det er et kæmpe sansebombardement, der kan føles som et synsbedrag. Vi ved godt, at himlen er blå eller regnvejrsgrå, men kunstneren James Turrell kan få os til at se den som pink, grøn og mørkegrå.
Og det er netop perceptionen af lys og farver, som James Turrell arbejder med. Hvad ser vi egentlig? Hvad opfatter vores hjerner?
Redaktionens udsendte er helt sikker på, at jeg flere gange så himlen blive grøn eller blågrøn, men det opfattede kameraet ikke. Ud af de uendeligt mange fotos i kamerarullen er der ikke et eneste, der er grønt eller bare petroleumsgrønt. I øvrigt har videoerne ikke opfattet helt de samme farver som fotokameraet.
Og det harmonerer rigtig godt med James Turrells arbejde med mysteriet at se. Hans værk fortæller os ikke, hvad vi skal tænke, men inviterer os ind i en oplevelse, hvor man stille og roligt kan opleve det, vores øjne og hjerner opfanger.
Aros’ direktør Rebecca Matthews har oplevet fire af James Turrells domer inklusive den mest odiøse Craters Eye i ørkenen i Arizona, hvor hun har set solnedgangen.
»Domen i Aarhus er ifølge James Turrell selv den mest ambitiøse, den teknisk mest komplekse og med det mest sofistikerede låg, der ligner en solformørkelse, når det glider på plads. Og så er det den største i verden med offentlig adgang. Mange af hans domer er bygget på jorden, men As Seen Below er som den eneste delvist under jorden og forankret i vores by,« siger hun.
Direktøren for Aros er de seneste dage blevet spurgt, hvad hun håber, at folk vil sige om As Seen Below om 10 og 20 år. Ud over at den vil blive målt på antallet af gæster, turister og billetsalg, håber hun, at aarhusianerne har taget den til sig og har gode minder derfra.
»Jeg håber, at folk husker at de har siddet under den jyske himmel med nogen de elsker, at familier har været her på forskellige tidspunkter af deres liv og at børn, der vokser op i Aarhus vil se den som noget, der altid har været en del af deres by, deres liv og deres minder. Ikke som et monument men som noget der er vævet ind i vores historie og kulturarv,« sagde hun til pressen, inden den blev lukket ind i værket.
Der fik vi en oplevelse, vi aldrig før har fået, men vi var også på arbejde. Så hverken undertegnede eller min makker nåede til den indre ro og fordybelse, som kunstneren lægger op til.
Men James Turrell malede de mest utrolige syn for os med sit lys i et på alle måder dybt imponerende rum.
Og det findes kun ét eneste sted i verden: I Aarhus.