4 millioner kroner fra fond vækker unik legeplads til live ved Ejer Bavnehøj
Lokale kræfter har i flere år arbejdet for at gøre Ejer Bavnehøj mere attraktiv for børn og unge, og nu er projektet rykket tættere på realisering med støtte fra Nordea-fonden.
Foreningen Ejer Bavnehøjs Venner har i mange år drømt om noget, der kan tiltrække børn og unge til Danmarks Tag.
De synes nemlig, at der i høj grad mangler aktivitetsskabende elementer for børn, børnefamilier og outdoorfolket.
Det skriver de i en pressemeddelelse.
Omkring 50.000 mennesker opsøger hvert år Ejer Bavnehøj, men det er ofte kortvarige besøg.
»Vi har derfor et ønske om at skabe rammer, som giver besøgende – især børn og unge – lyst til at blive længere,« siger formanden for Ejer Bavnehøjs Venner, Viggo Rasmussen, i pressemeddelelsen.
Foreningen drømmer derfor om en aktivitetsplads, der skal udvikles som et unikt anlæg, der tager afsæt i Ejer Bavnehøjs særlige karakter og stemning.
»Målet er at skabe legende elementer, som giver besøget på højen en ny dimension, hvor natur, kulturhistorie og leg smelter sammen til en helhedsoplevelse,« siger formanden.
Og nu ser deres drøm ud til at rykke lidt tættere på.
I tråd med politiske ønsker
Nordea-fonden har netop uddelt fire millioner kroner til projektet, og derfor forventes det, at aktivitetspladsen kan realiseres i 2027.
»Visionen er at skabe helhedsorienterede lege- og bevægelsesfaciliteter, der bygger på stedets historik og kulturarv og samtidig tilpasses den natur, der gør vores kommune så særlig. Det er helt i tråd med byrådets ønsker om at udvikle vores kommune med høj kvalitet for øje,« siger Anne Heeager (RV), der er formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget i Skanderborg Kommune, og fortsætter:
»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi får endnu flere glade børn og børnefamilier forbi Ejer Bavnehøj med dette helt særlige projekt. Derfor er jeg også så glad for, at Nordea-fonden har set til Skanderborg Kommunes side, og at dybt engagerede lokale kræfter har knoklet for, at det skulle ske. I en tid, hvor pengekassen ikke er så fuld, som man kunne ønske sig, er det af stor betydning, at det stadig er muligt at se så fantastiske udviklingsprojekter.«
Input fra flere sider
Projektet er udviklet i et tæt samarbejde mellem Ejer Bavnehøjs Venner, Riis-Tebstrup Idrætsforening, DGI Østjylland og Lytt Architecture fra Aarhus.
Foreningen har bidraget med historisk viden, og 80 elever fra Landsbyordningen Ejer Bavnehøj har bidraget med en bunke tegninger og spændende idéer. DGI Østjylland har bidraget med deres store faglighed omkring leg og bevægelse for forskellige målgrupper, ligesom de har givet sparring på projektets elementer.
Landskabsarkitekter fra Lytt har lavet et skitseprojekt med fokus på fire historiske temaer: heksen MaRam, istiden og landskabsdannelse, bavneblus i århundreder og genforeningen i 1920
Et centralt greb i konceptet er, at aktivitetspladsen ikke placeres i det åbne landskab, men indlejres i træer og buske. Placeringen sikrer samtidig, at de unikke landskabelige kig fra højen fortsat står åbne og uforstyrrede.
Træerne giver et naturligt udgangspunkt for bevægelsesbanen og forstærker oplevelsen af at gå på opdagelse. Aktiviteterne bindes sammen af en bevægelsesbane gennem skoven, hvor besøgende bevæger sig gennem forskellige historiske lag.
Området er fredet
Hele det grønne område omkring Ejer Bavnehøj er fredet efter naturbeskyttelsesloven. Man har derfor spurgt Fredningsnævnet, om idéerne er i overensstemmelse med en omfattende fredning fra 2006.
Efter en besigtigelse i oktober skriver Fredningsnævnet:
”Der er grundlag for at arbejde videre med skitseprojektet, som findes at være et godt projekt, som ikke er i modstrid med hverken fredningens formål eller fredningens bestemmelser. Fredningsnævnet skal dog til sin tid konkret godkende projektet og dets delelementer særligt i lyset af, at de ikke må være ’larmende’ og påkalde sig for stor opmærksomhed i landskabet ved Ejer Bavnehøj.”
Friluftsrådet har i forvejen valgt at støtte projektet med en halv million kroner, og Fællesskabspuljen i Skanderborg Kommune har for nylig bevilget 250.000 kroner.
læser
lige nu