650.000 kopper kaffe på Smukfest – De skal gøre mere end at holde folk vågne
Smukfest og Peter Larsen Kaffe vil bruge festivalens enorme kaffeforbrug til at støtte skovlandbrug og mere robuste forhold for kaffebønder.
Når festivalgæsterne vågner i teltet, og de frivillige skal holde dampen oppe gennem endnu en lang vagt, bliver der hældt kaffe i kopperne på Smukfest. Rigtig meget kaffe.
På festivalen i 2025 blev der drukket mere end 135.000 liter – svarende til over 650.000 kopper.
I år skal kaffetørsten ikke kun holde trætte øjenlåg åbne. Den skal også være med til at få flere træer tilbage på kaffefarmene og ændre måden, kaffen bliver dyrket på.
Vi drikker rigtig meget kaffe på Smukfest, og derfor har vi også et ansvar for at undersøge, hvordan vores forbrug kan være med til at skabe positive forandringer.Cathrine Christensen, bæredygtighedskoordinator, Smukfest
Smukfest støtter sammen med Peter Larsen Kaffe og initiativet IMPACTKAFFE omlægningen af kaffefarme i blandt andet Afrika og Mellemamerika.
»Vi drikker rigtig meget kaffe på Smukfest, og derfor har vi også et ansvar for at undersøge, hvordan vores forbrug kan være med til at skabe positive forandringer,« siger bæredygtighedskoordinator Cathrine Christensen.
Kaffen vokser mellem træerne
Traditionel kaffeproduktion kan koste dyrt for både klima, jord og biodiversitet, når skovområder ryddes for at gøre plads til plantager.
På de kaffefarme, som initiativet støtter, går udviklingen den modsatte vej. Her plantes nye træer mellem kaffeplanterne, så produktionen gradvist omlægges til skovlandbrug.
Træerne skaber bedre forhold for naturen, beskytter jorden og er med til at binde CO2. Samtidig skal omlægningen gøre kaffefarmene mere robuste og skabe bedre produktionsforhold for kaffebønderne.
»Vi kan ikke løse verdens klimaudfordringer alene, men vi kan bruge vores platform til at støtte de aktører, der udvikler løsninger og viser, at en anden vej er mulig,« siger Cathrine Christensen.
Fra kaffefarm til skovlandbrug
Allerede i 2018 etablerede de Danmarks Smukkeste Kaffefarm på Skovlunden. Målet var ikke først og fremmest at producere kaffe til kopperne, men at bruge farmen som eksperimentarium for kaffeplantens mange muligheder.
Her blev der blandt andet arbejdet med, hvordan kaffegrums kunne få nyt liv i plantejord, fødevarer og emballage i stedet for at ende som affald.
Forsøgene førte også til, at fibre fra kaffegrums blev afprøvet i fødevarer. I 2022 kunne festivalgæsterne blandt andet smage en kaffesnegl med fibre udvundet af kaffegrums.
Samme år gav kaffeplanterne i Skanderborg endda en beskeden høst. Bønnerne blev ristet og serveret som cold brew på festivalen.
Med satsningen på skovlandbrug flytter eksperimenterne nu i højere grad ud til de lande, hvor kaffen dyrkes. Grundideen er dog den samme: Smukfest skal ikke bare være et sted, hvor kaffen bliver drukket, men også et laboratorium for nye måder at dyrke, bruge og genbruge den på.
Mere end koffein i koppen
Med det enorme kaffeforbrug på festivalen er kaffen et oplagt sted at sætte ind.
Én kop kaffe ændrer ikke verden. Men når der bliver drukket mere end 650.000 af dem på én festival, giver det ifølge Smukfest mulighed for at støtte en udvikling, hvor kaffen dyrkes med flere træer, sundere jord og bedre plads til biodiversiteten.
Når gæster og frivillige i den kommende uge fylder krusene, er der derfor lidt mere end et skud koffein i dem. Der er også et bidrag til, at kaffefarme langt fra bøgeskoven kan blive grønnere og mere robuste.
læser
Butik forlader byen efter blot et år: »Det har bare vist sig at være for svært«
lige nu