Fortsæt til indhold

»Det ser vi på med alvorlighed«: Smukfest gør status

Smukfest kalder årets festival en smuk uge i Bøgeskoven, hvor gæsterne tog godt imod nye områder som EKKO, Månen og Torvet. Men flowet ved de største koncerter skal også evalueres.

Kultur og byliv

Mandag morgen er musikken forstummet, og de sidste festivalgæster har lagt Bøgeskoven bag sig.

Mens medhjælperne tager hul på oprydningen, gør Smukfest selv status over en uge, hvor festivalpladsen har set markant anderledes ud end tidligere.

Ny Måne i Sherwood. Ny elektronisk scene i EKKO. Nyt Torv midt på pladsen. Mere plads til Zirkus. Og tusindvis af gæster, der skulle finde nye veje, nye rum og nye rytmer i den gamle skov.

Ifølge Trine Bang, indholdschef og talsperson for Smukfest, er konklusionen klar.

Vi har jo kun den skov, vi har.
Trine Bang, indholdschef, Smukfest

»Det har været en meget smuk uge i Bøgeskoven. Det, vi har set, er gæster, der har taget imod den nye festivalplads med nysgerrighed og begejstring og er gået på opdagelse i de mange kaninhuller i skoven,« siger hun.

Hun peger også på festivalvejret, musikprogrammet og gæsterne selv som noget af det, festivalen tager med sig fra årets Smukfest.

»Vi har haft et helt fantastisk festivalvejr og et musikprogram, som er taget supergodt imod af vores gæster. Og ikke mindst har vi haft gode og kærlige gæster, der har festet sammen og passet på hinanden,« siger Trine Bang.

Nye steder trak gæster til

Årets Smukfest har været præget af de største forandringer på festivalpladsen i flere år.

Månen er flyttet til Sherwood og er nu festivalens tredjestørste scene. EKKO er åbnet som nyt univers for elektronisk musik. Torvet er skabt som nyt samlingspunkt med mere plads, siddepladser og Boogie Wonderland om aftenen.

Ifølge Trine Bang har især de nye scener vist, at gæsterne tog imod forandringerne.

»I Sherwood er Månen nu festivalens tredje største scene, og vi kunne se, hvordan mange af vores gæster søgte derud. Og EKKO tog gæsterne også begejstret imod,« siger hun.

Hun fremhæver, at EKKO ikke kun blev et sted for de inkarnerede fans af elektronisk musik.

»Med EKKO har vi fået skabt et helt nyt univers, som ikke kun tiltrak de inkarnerede fans af elektronisk musik, men også fik andre gæster til at svinge forbi og få en oplevelse. Og så er vi faktisk ret stolte over, at artister, der optrådte på EKKO, og rejser rundt på festivaler i hele verden, sagde at de aldrig havde set noget lignende,« siger hun.

Også Torvet blev ifølge Smukfest det samlingspunkt og åndehul, festivalen havde håbet på.

»Her var der mere albuerum og siddemuligheder og en afslappet atmosfære om dagen, som så blev til et Boogie Wonderland, når mørket faldt på med små performance-overraskelser til gæsterne hver aften,« siger Trine Bang.

Publikumsmagnet skabte pres

Men årets festival har ikke kun handlet om nyskabelser, solskin og begejstring.

På Facebook og i debatspor har flere gæster beskrevet en festival, hvor der til tider var meget tæt pakket. Særligt omkring de største koncerter har nogle oplevet, at der var for mange mennesker på for lidt plads – blandt andet med formuleringer om at stå som sardiner i en dåse.

Det gjaldt blandt andet lørdagens koncert med The Minds of 99, hvor presset på Bøgepladsen blev massivt.

»Vi har jo kun den skov, vi har. Derfor har vi også i år oplevet, at steder bliver så populære, at der ikke har været plads til flere, og at vi derfor har måttet begrænse tilgangen af gæster til områderne,« siger Trine Bang.

Ifølge hende var målet med årets store omlægning af festivalpladsen netop at skabe mere rum og bedre flow. Men hun understreger, at situationer med midlertidigt pres altid bliver taget alvorligt.

»Når der opstår situationer med pres enkelte steder, som ved koncerten lørdag med Minds of 99, så er det noget, vi ser på med alvorlighed. Bøgepladsen er dimensioneret til 40.000 mennesker, og det er vurderet, at der var 38.000, der overværede koncerten,« siger hun.

Ifølge Trine Bang opstod presset, fordi der pludselig kom et stort rykind bagfra på pladsen.

»Det skete meget pludseligt, men vores crowd safety-medhjælpere fik hurtigt styr på det. Flowet på festivalpladsen er selvfølgelig noget, vi vil evaluere på. Til højre for scenen var der eksempel meget plads,« siger hun.

Finurlighed i nye klæder

Også festivalens særlige skæve kant har været til debat.

Smukfest har altid været mere end musik, fadøl og store scener. I år har nogle gæster dog efterlyst de store parader i skoven, skøre toiletuniverser, spejllabyrinter og andre mærkelige indfald og den følelse af at falde over noget, man ikke vidste fandtes. Spørgsmålet er derfor, om festivalen med de store nye områder er blevet mere gennemdesignet — og mindre skæv.

Det afviser Trine Bang.

»Smukfestmagien har mange farver og udtryk. Vi taler hvert år meget om, hvad der skal være særligt fokus på, og i år har vi haft fokus på at skabe større ting, der skulle samle os, såsom Torvet, Zirkus og de to nye scener,« siger hun.

Ifølge hende er det skæve og finurlige altid noget, der skal være i bevægelse.

»Zirkus sitrer af det, og folk har elsket det. Og på Torvet havde vi de levende diskokugler og andre performanceoverraskelser til publikum. Rundt på pladsen er der også masser af de skæve finurligheder, som for eksempel Flytilstand med kaptajnen foran hangaren,« siger hun.

For Smukfest er pointen, at årets store forandringer netop har skullet få oplevelser, flow og tryghed til at hænge sammen på en festivalplads, der både skal kunne rumme de store fælles øjeblikke og de små skæve overraskelser.

»Festivalen skal holde fast i traditioner og altid være i udvikling. Vi gør os meget umage med at skabe et oplevelsesrum med et godt flow og uventede universer, der samtidig er rart at færdes i. Derfor har vi i år også prioriteret flere oaser og masser af siddemøbler på pladsen. Smukmagien er spillevende,« siger Trine Bang.

Se video: