70 år ung og 50 år i samme butik: Mariann og hendes personale beviser, at god service slår alle algoritmer
Mariann Thomsen har fejret sin 70-års fødselsdag og sit 50-års jubilæum i Otto Sørensen A/S i Rønde. Indehaveren har ingen planer om at stoppe og siger, at arbejdet fortsat er en livsstil.
»Er det nu også nødvendigt at tage billeder af mig igen? Jeg har jo haft den samme frisure de sidste 20 år,« lyder det fra Mariann Thomsen.
Din Avis er på besøg i anledning af, at spilfordeleren i den hæderkronede dametøjsforretning Otto Sørensen A/S på Hovedgaden i Rønde både har kunnet fejre 70-års fødselsdag og senere 50-års jubilæum tidligere i 2026.
De 70 år fejrede hun sammen med sine nærmeste med en ugelang fødselsdagsferie i Spanien.
Jubilæet var 15. maj. Da var det fem årtier siden, at Mariann Thomsen blev ansat i sin fars butik efter læretid i Horsens.
Selv om hun hader spørgsmålet, skal det stilles alligevel:
– Hvornår lægger du op? Har du sat en dato på?
»Nej, det har jeg ikke, og jeg svarer meget ærligt: Jeg nyder fortsat at arbejde og glæder mig til hver dag. Når jeg møder ind klokken otte, tager jeg mig somme tider i at synge: »Godmorgen, dejlige butik.« Så nej, jeg har ikke sat nogen slutdato på.«
Mange gode kvadratmeter
Mariann Thomsen har sammen med sin husbond, Jørgen Thomsen, naturligvis gjort sig tanker om, hvad den samlede bygning på de mange gode kvadratmeter i to etager kan bruges til, når den tid kommer.
»Vi har en udvikler til at kigge på det. Vi tager tingene i den rigtige rækkefølge, for vi kan jo ikke sælge forretningen, før vi ved, hvad der skal ske med de mange kvadratmeter. Vi er slet ikke dér, hvor vi tænker i salg, men vil gerne være på forkant med tingene.«
Fra manufaktur til modehus
Forretningen står og falder ikke med mig.
Historien om forretningen på Kaløtorvet er blevet fortalt et utal af gange, men det er fortsat en flot lokalhistorie, som fortjener at blive gentaget i overskrifter.
I 1861 bliver der etableret manufakturhandel/tøjbutik i lokalerne på Hovedgaden 51 i Rønde. Godt 100 år senere, 1. december 1962, træder 6-årige Mariann Thomsen for første gang ind i manufaktur- og trikotageforretningen, som hendes forældre netop har købt.
Rønde bliver støvet af og hatten røg af, da Otto Sørensen kommer til Rønde fra Hornslet og får sat gang i Axel Markusens butik, som emmer langt væk af ’Damernes Magasin’ med hierarki, snobberi og gammeldags pli og afstand.
Allerede på daværende tidspunkt ved den lille Mariann godt, hvad hun skal lave, når hun bliver stor.
»Jeg passede børn som helt ung, men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville følge i fodsporene på mine forældre, selv om de på ingen måde pressede mig til noget,« siger Mariann Thomsen.
Læretid ude – livet hjemme i Rønde
Overgangen til Hovedgaden og faderens butik følger i kølvandet på læretiden i Horsens.
»Vi var enige om, at jeg skulle lære faget hos andre, så kunne vi se, når jeg havde uddannelsen.«
Sådan blev det.
Et glidende generationsskifte tager fart i 1990’erne, hvor Mariann Thomsen gradvist overtager butikken for endeligt at stå med det fulde ansvar i 2022.
»Jeg lærte meget af min far, som jeg kunne tage med mig, og som jeg fortsat holder i hævd i dag. Ikke mindst altid at have det økonomiske overblik og aldrig slække på kundeservice. Men jeg er også nødt til at sige, at havde vi fortsat, som i fars tid, så havde der ikke været en butik her i dag.«
Mariann Thomsen har aldrig været kendt for ikke at sige tingene ligeud og kalde en spade for en spade.
Ikke mit værk
Der vil være dem, der vil påstå, at forudsætningen for at drive Otto Sørensen A/S hedder Mariann Thomsen.
Det benægter hun pure, og det samme gør ægtefællen inde fra det tilstødende lokale.
»Forretningen står og falder ikke med mig. Jeg har et meget dygtigt, rutineret personale, som er mindst lige så passioneret som mig. Sammen har vi skabt en forretning med dametøj til modne kvinder fra 35 og op med et stort sortiment.«
Mariann Thomsen fremhæver, at hver af de seks ansatte har store frihedsgrader og et budget, som de kan agere inden for.
»Vi diskuterer selvfølgelig, hvad vi gerne vil have på hylderne, men jeg dikterer ikke noget, og vi kan sagtens være uenige, uden at jeg skal have det sidste ord. Mine medarbejdere har fingeren på pulsen og en sans for, hvad det er, vores kunder efterspørger, så det er helt forkert, hvis nogen vil sige, at forretningen står og falder med mig.«
Gør det modsatte af de andre
Hvordan det fortsat er muligt at drive en velassorteret dametøjsforretning på Røndes hovedstrøg anno 2026 i en tid, hvor nethandel er blevet en betydelig magtspiller, kan være svært at forstå.
»En stor del af forklaringen er, at vi gør det modsatte af, hvad andre tøjbutikker gør,« siger Mariann Thomsen.
»Vi har et meget stort udvalg af tøj, og så yder vi en service, som jeg ved, at vi vinder på. Der er to ting, som vi i dagens Danmark skriger på, og det er service og kærlighed. Ikke bare på et overfladisk plan, men så modparten mærker, at vi mener det alvorligt.«
Otto Sørensen har ikke netbutik og har ingen planer om at få det.
»Vi bruger de sociale medier mere end tidligere, og det mærker vi effekten af. Vi lever ikke kun af vores trofaste lokale kunder, men vi har også mange, der kommer langvejs fra og gør det igen og igen, fordi de har fået en god oplevelse hos os.«
En handelsby med sammenhold
Mariann Thomsen fremhæver også Rønde som handelsby.
»Vi har i handelslivet en fælles forståelse af, at det, der er godt for én butik, smitter positivt af på de øvrige. Det er sjældent i en by af Røndes størrelse at have fire dagligvareforretninger og så mange specialbutikker, spisesteder og caféer – og en boghandel.«
Livsstil – ikke bare et arbejde
Den lille pige på seks år, der havde julelys i øjnene, da hun trådte ind i sin fars butik i december 1962 for første gang, har forvaltet familiens arv og historie på fineste vis, så forældrene kan sidde og glæde sig i deres himmel.
Hun er taknemmelig over at være i topform og have lysten i behold i en alder af 70 år og med 50 år som forretningskvinde.
Lange arbejdsdage rører hende ikke. Heller ikke, når der kommer et par kunder fem minutter i lukketid.
De bliver budt indenfor for at kigge sig omkring. Dagen efter står de der igen.
Det hedder ægte kærlighed og service at tænke sådan – men det gør man, når det at drive en forretning er en livsstil.
læser
lige nu