Fortsæt til indhold

Markeds-formand tror ikke på rekord i år, men det er der en helt særlig årsag til

Fem spørgsmål til formanden. Læs blandt andet, hvad han selv glæder sig mest til ved årets Hammel Hestemarked, og find ud af, hvorfor han faktisk ikke regner med, at markedet laver rekord-omsætning i år.

Kultur og byliv

Hammel Hestemarked 2026 står for døren. Fra torsdag 3. september til søndag 6. september vil den velkendte hestemarkedssummen sprede sig i byen.

Som optakt til det, der er Favrskov Kommunes største event, svarer formanden for hestemarkedet, Allan Bo Andresen, her på fem spørgsmål.

Hvad glæder du dig selv mest til ved årets hestemarked?

»Jamen det er nok lørdagens 90’er-fest. Fordi det sidste år simpelthen var den fedeste fest, jeg har været med til at afvikle. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Der var bare en stemning uden lige. Det plejer at være en god aften, men sidste år var bare ekstra, ekstra god.«

»Dansegulvet var helt proppet, og alle var helt klar og i festhumør. Jeg er normalt ikke selv på dansegulvet, men jeg kunne slet ikke lade være med at blive grebet af stemningen. Så jeg er spændt på, om vi kan ramme den samme gode stemning i år.«

»Sådan helt generelt glæder jeg mig over, at Frijsenborgløbet, som sparker markedet i gang, har vokset sig stort. Mit sportshjerte er glad for, at vi lægger ud med sporten før fadøllen.«

Hvilke nye tiltag vil du fremhæve ved årets marked?

»Vi har lavet et samarbejde med Frijsendal Friskole. Skole-folkene laver et kreaværksted hele lørdag i bunden af Hestestalden-teltet. Jeg tror faktisk, at det kan gå hen og blive rigtig godt.«

»Så er der jo også dartturnering fredag eftermiddag. Det var også på programmet sidste år, men det var i sin spæde start. Jeg glæder mig derfor til at se, hvordan det kommer til at gå i år, hvor folkene bag er mere forberedte.«

Hvorfor skal man deltage i år?

»Jamen, hvis ikke du er med, så går du glip af de næste tre måneders snak om alt det fede, der skete. Det er jo FESTEN i Hammel. Og der er noget for alle: Vi bestræber os altid på at ramme så bredt, vi overhovedet kan. Det er jo bare muntert og hyggeligt, og du møder altid nogle, du kender. Så jeg mener bestemt ikke, at man må gå glip af hestemarkedet.«

Hvem er årets vigtigste spiller på Hestemarkedsholdet?

»Dem er der knap 400 af. De vigtigste spillere er de frivillige. Vi er så utroligt heldige, at vi ikke slås for at finde frivillige på samme måde som så mange andre. Vi har da også forsøgt at lave gode forhold for dem, sådan at vi sørger for alt det kedelige, og de bare skal passe deres vagter. Jeg tror kun, at vi har fire ud af 380 vagter, der ikke helt er besat lige nu – og det bliver de selvfølgelig. Så der er helt ro på frivillig-siden.«

»De frivillige er hjertet i Hammel GF – og hestemarkedet. De fortjener en kæmpe cadeau.«

Kommer årets marked til at slå rekord?

»Det tror jeg ikke. Nu har vi jo slået rekord tre år i streg, og vi har simpelthen været så sindssygt heldige med vejret de seneste mange år. Det kan næsten ikke blive ved. Men mindre kan også gøre det. Vi behøver ikke slå rekord hvert år.«

»Sidste år slog vi klart omsætningsrekord. Det var helt suverænt. Derfor har vi også valgt at ”give lidt igen” til alle de gæster, der lægger vejen forbi markedet: Vi har simpelthen brugt flere penge på musik og underholdning i år. Programmet er lige steppet et hak op, synes jeg.«

»Udgifterne er altså større i år, og det er jeg ikke sikker på, at vi kan hente ind igen i en sådan grad, at vi kan slå rekord. Hvis vi skulle slå rekord, skulle vi til at skære i kvaliteten – og det gider vi ikke.«

»Jeg tror ikke, at vi kan hive mange flere folk herned, men vi kan til gengæld sørge for, at de, der er her, har det for fedt.«

Hvad betyder markedet for dig?

»Det betyder meget. Hvis ikke det var for hestemarkedet, tror jeg faktisk aldrig, at jeg var blevet ansat som forenings- og eventchef i Hammel GF. Det havde man aldrig turdet. Det skete kun, fordi arbejdet med hestemarkedet var blevet en tung opgave.«

»Jeg husker jo også Hammel Hestemarked helt, fra jeg var en lille dreng – jeg elskede det. For mig er markedet en voldsomt stor del af Hammels identitet. Det er Favrskovs absolut største event, og jeg er stolt af, at vi kan lave det her i Hammel.«

Se video: