Fortsæt til indhold

To millioner til Royal Run – imens synger sangkraftcenter »på sidste vers«

Næsten halveret støtte og udløbende bevillinger truer Skanderborg Syngers sundhedskor og neurokor. Udvalgsformand Anne Heeager ville hellere have givet flere penge til sangen end til Royal Run.

Kultur og byliv

Sundhedskor og neurokor kan blive nødt til at lukke fra næste sommer. Skanderborg Synger mangler penge, og bestyrelsen frygter for sangkraftcentrets fremtid.

Fra 2027 falder det kommunale driftstilskud fra 150.000 til 83.000 kroner om året. Næsten halvdelen forsvinder. Til gengæld bliver støtten permanent.

Da bestyrelsen mødtes mandag 5. oktober, var spørgsmålet derfor, hvor meget sang der fremover bliver råd til.

»Vi gør, hvad vi kan, og vi vender hver en sten. Men rent økonomisk er det helt tydeligt, at vi synger på sidste vers, hvis ikke vilkårene ændrer sig,« siger bestyrelsesformand Jakob Thulesen Dahl.

Udvalgsformand Anne Heeager (RV) deler bekymringen.

»Jeg deler deres frustration, og jeg er selv ked af, at vi ikke lykkedes med at give dem et større tilskud,« siger formanden for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget.

Jeg ville personligt langt hellere have sat flere penge af til Skanderborg Synger end til Royal Run.
Anne Heeager (RV), formand Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget

Mere end skønsang

Senest samlede Skanderborg Synger 250 børnehavebørn til sangdagen Små Synger Sammen i Bio Huset i Galten. Sangkraftcentret står også bag sundhedskor og neurokor for voksne og sang på bosteder for mennesker med udviklingshandicap.

For daglig leder Alice Vestergaard er det vigtigste ikke, om tonerne rammer rent.

»Det handler ikke om skønsang, men om at være en del af noget. Alle kan være med – for stemmen har vi jo alle sammen,« siger hun.

Hun forklarer, hvordan sangen kan give mennesker med sygdom eller handicap og andre, der har svært ved at finde ind i et fællesskab, et sted at høre til.

Skanderborg Provsti bidrager økonomisk, blandt andet til demenskor. For provst og bestyrelsesmedlem Laura Gylden-Damgaard handler støtten om sangens evne til at skabe fællesskab og livskvalitet.

»Derfor giver det god mening, at folkekirken bidrager. Men jeg håber ikke, at vi kommer til at stå alene,« siger hun.

Skanderborg Synger har haft succes med at hente fondsmidler. Senest har TrygFonden bevilget 490.000 kroner til Sangglæde for Alle, som skal udbrede sang på bosteder i Skanderborg, Odder og Aarhus.

Men ifølge bestyrelsen er fondspengene bundet til projekter og kan ikke sikre den grunddrift, der er nødvendig for at udvikle aktiviteterne og hente nye bevillinger hjem.

Hellere kor end kongeløb

Med de eksisterende bevillinger og fondsmidler forsøger bestyrelsen at holde aktiviteterne i gang frem til sommeren 2027. Derefter udløber flere bevillinger. Uden mere stabil finansiering kan sundhedskor og neurokor blive nødt til at lukke. Et enkelt kor koster ifølge bestyrelsen omkring 33.000 kroner om året.

Håbet er derfor, at politikerne vil genoverveje støtten. Til sammenligning har kommunen afsat to millioner kroner til arbejdet for et Royal Run-værtskab i 2029 eller 2030. En brøkdel af det beløb kunne holde sangen i gang året rundt for børn, unge, ældre og mennesker med sygdom og handicap, lyder argumentet fra bestyrelsen.

»Vi bilder os ikke ind, at sangkraftcentret skal stå forrest i køen hver gang, der skal fordeles penge. Men vi håber, at politikerne vil se på, hvor meget fællesskab, livsglæde og mental sundhed man faktisk får for forholdsvis få kroner her,« siger Jakob Thulesen Dahl.

Anne Heeager lægger ikke skjul på sin egen prioritering.

»Jeg ville personligt langt hellere have sat flere penge af til Skanderborg Synger end til Royal Run, men et budget er mange partiers kompromis – og det er en kamp mellem partierne, hvordan midlerne skal prioriteres.«

Anne Heeager forklarer, at tilskuddene skulle findes inden for den eksisterende kulturpulje. Statens Kunstfond kræver 50 procent kommunal medfinansiering af honorarstøtten til Gnisten og Walthers Musikcafé. Derfor måtte kommunen hæve støtten til de to spillesteder.

Når spillestederne skulle have mere fra den samme pulje, blev der mindre tilbage til Skanderborg Synger. Udvalget havde håbet at få flere penge under budgetforhandlingerne, men det lykkedes ikke.

Hun glæder sig dog over, at tilskuddet nu er permanent, så sangkraftcentret ikke længere skal vente på, om støtten bliver forlænget.

En dør på klem

Anne Heeager kan ikke love flere penge. Men hun ser to mulige åbninger for de pressede sangtilbud.

I det netop vedtagne budget for 2027-2030 har politikerne besluttet at arbejde med kultur som sundhedsfremme. Her skal Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget sammen med Sundheds- og Omsorgsudvalget undersøge, hvordan kultur og bevægelse kan styrke borgernes sundhed og trivsel. De to udvalg skal efter planen mødes inden årets udgang.

»Lungekor, neurokor og sundhedskor er alle tilbud, der betyder rigtig meget for en gruppe mennesker, som vi gerne vil lave god forebyggelse for – og det vil være relevant at inddrage dem i arbejdet med kultur som sundhedsfremme,« siger hun.

Endnu en mulighed kan åbne sig med den kommende folkesundhedslov. Her er den overordnede tanke ifølge Anne Heeager, at forebyggelse skal spille en langt større rolle.

Hendes håb er, at der følger en pose penge med, når kommunen skal implementere den nye lov.

»Det kunne jo være, at nogle af de ting, vi som kommune bliver bedt om at udføre i forbindelse med den nye lov, netop er noget af det, som Skanderborg Synger arbejder med,« siger Anne Heeager.

Se video: