Med milliardær-nabos hjælp er idrætscenter til 100 millioner nu en realitet: »Det bliver et meget imponerende byggeri«
Efter 12 års arbejde er der skrevet kontrakt med entreprenøren, der skal bygge Stavtrups nye kultur- og idrætscenter. Ambitionen rækker langt ud over håndbold og gymnastik. Forstaden skal have et samlingssted.
Det har været hele 12 år undervejs. Og der går da også små tre år, før det er klar.
Til gengæld bliver Stavtrups nye samlingssted noget ud over det sædvanlige.
To haller, mødelokaler, café og grønne områder – i en meget fornem indpakning – er noget af det, som lokalsamfundet kan se frem til med et samlet budget på hele 101,5 millioner kroner til det nye kultur- og idrætscenter.
De utrættelige frivillige kræfter har arbejdet på at få drømmen til virkelighed siden 2014, og med en filantropisk milliardær i baghaven og baghånden kunne der i juni sættes underskrifter på en kontrakt med totalentreprenøren HPH Totalbyg.
Onsdag aften præsenterede Fonden Stavtrup Kultur- og Idrætscenter så projektet og den videre proces for omkring 400 mennesker i Stavtruphallen.
»Det er en stor milepæl for projektet,« siger fondens formand Søren Kristiansen.
Bag byggeriet står blandt andet Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, som bor på det nærliggende gods Constantinsborg. Hans selskab AAA United bidrager med et stort millionbeløb og har været med til at løfte ambitionerne.
»Det er et dyrt og flot projekt. Det bliver et meget imponerende byggeri. Ifølge vores byggemand Lars, som har bygget ufatteligt mange haller, findes der ikke et byggeri som det her i Danmark. Det er ekstraordinært, og det er selvfølgelig også, fordi Anders Holch Povlsen ikke ønsker, at det bare skal være en ny skolehal, men noget særligt,« siger forklarer Søren Kristiansen.
Forventningen er, at første spadestik bliver taget i 2027, og at centret kan indvies i første halvår af 2029.
Mere end idræt
Behovet for nye idrætsfaciliteter har længe været til at få øje på i Stavtrup.
Ifølge Søren Kristiansen må håndboldspillere tage til Viby eller andre steder, hvor der er ledig halkapacitet, og gymnastikafdelingen kan ikke oprette de hold, den gerne vil.
»Det eneste, vi har i dag, er en meget gammel og slidt skolehal. Så der er et akut behov, og det har været der i mange år,« siger han.
Men det er en anden mangel, der i lige så høj grad har drevet arbejdet frem: Stavtrup savner et sted at mødes.
»P-pladsen hos Rema 1000 er det nærmeste, jeg kan komme på et samlingspunkt i Stavtrup,« siger Søren Kristiansen.
Derfor er det kommende center tænkt som et moderne forsamlingshus. Et sted, hvor også de kreative kræfter kan finde plads, og hvor man kan komme, selv om man hverken skal træne eller hente et barn.
»Vi har ikke et sted, hvor man kan mødes, og hvor folk kan interagere på tværs af køn, interesser og kultur. Vi har en masse kreative kræfter i Stavtrup, som mangler et sted at gå hen,« fastslår fondsformanden.
Den tanke bliver også fremtrædende i byggeriet og indretningen.
De to haller placeres inde i midten af byggeriet, delvist gemt bag mindre tage. Rundt om dem kommer blandt andet fire-fem større mødelokaler og et velkomstområde med café og køkken. Håbet er, at nogen vil forpagte caféen.
»Hele vejen rundt er der lagt op til fællesskab,« siger formanden.
Byggeriet bliver på cirka 3.900 kvadratmeter og skal ligge på Bispemarken ved Bispevej. Grunden er på over 20.000 kvadratmeter, og dermed bliver der også plads til grønne områder, som lokalområdet kan bruge.
Mangler den sidste million
Onsdagens møde var både en præsentation af det kommende center og et forsøg på at gøre det håndgribeligt for et lokalsamfund, der har hørt om planerne i mange år.
»Vi har ventet på det her i ufatteligt lang tid. Der har været håb om indvielse i 2022 og 2024, og nu ender det så med at blive 2029,« siger Søren Kristiansen.
Undervejs er begejstringen nogle steder blevet afløst af tvivl.
»Der har altid været mange, som syntes, at det kunne være megafedt. Men så har der også været en periode, hvor man har været skeptisk over for, om det nogensinde kom til at ske, fordi det har taget så lang tid.«
»Nu skal vi have genfødt troen på, at det rent faktisk kommer til at ske, for det gør det,« fastslår Søren Kristiansen.
Siden kontraktunderskrivelsen har fonden arbejdet med tidsplanen for entreprenørens, ingeniørernes og arkitekternes næste opgave med at udarbejde byggeansøgningen.
Selve anlægssummen er på 80 millioner kroner. Med udearealer og inventar løber det samlede projekt op i 101,5 millioner.
Aarhus Kommune bidrager med 25 millioner kroner, Salling Fondene med 10 millioner, og fonden bag centret skal låne 10 millioner gennem KommuneKredit.
Lokalsamfundet har desuden forpligtet sig til at skaffe fem millioner kroner, hvoraf de fire allerede er fundet.
Resten af finansieringen kommer ifølge Søren Kristiansen fra AAA United.
Der er altså fortsat en opgave til de lokale, som skal finde omtrent en million kroner gennem donationer og sponsorater.
Dertil kommer arbejdet med at få centret indrettet. Budgettet rummer en inventarpost på fire millioner kroner, og der er lagt op til, at de enkelte afdelinger i Stavtrup IF selv skaffer det udstyr, de skal bruge – eksempelvis håndboldmål og badmintonnet.
Der skal også arbejdes med fondsstøtte eller indsamling til køkken og cafeteria.
På onsdagens møde i Stavtruphallen efterlyste fonden derfor både økonomisk opbakning og frivillige til forskellige arbejdsgrupper.
En lang og tung vej
Vejen til entreprenørkontrakten har budt på mere end udfordringer med at finde pengene.
Placeringen overfor idrætsanlægget skabte tidligere betydelig debat. I 2021 beskrev nærværende avis, hvordan borgere og foreningen Den Grønne Kile ønskede en anden placering og blandt andet var bekymrede for trafik og parkering omkring Bispevej.
Siden blev lokalplanen vedtaget i oktober 2024, og kritikken er forstummet.
For Søren Kristiansen har især planprocessen været en krævende del af arbejdet. Han oplever, at de lokale frivillige har skullet løfte en opgave med samme krav som en professionel bygherre.
»Det har trukket ud og været langsommeligt. Vi betragter os selv som en underafdeling af Stavtrup IF - lokale frivillige. Og vi ser det egentlig sådan, at vi hjælper kommunen med at bygge nogle faciliteter, som de burde bygge. Men fordi det ikke er et kommunalt projekt, så betragter de os som en ekstern bygherre, og det har jo ikke gjort tingene nemmere,« forklarer han
Et eksempel herpå var, at projektet skulle bruge 1,5 millioner frivillige-kroner alene på forundersøgelser, før man overhovedet vidste, om byggeriet kunne blive til virkelighed.
»Det har været tungt.«
Han understreger, at kritikken handler om systemet og ikke om de kommunale medarbejderes vilje til at hjælpe.
»Folkene på kommunen har været supergode, flinke og positive, men der er et tungt magistratsstyre, som kan være svært at bokse med. Det er overhovedet ikke ond vilje, men det er vist bare sådan, systemet er.«
»Virkelig rørende«
Onsdag aften var det imidlertid opbakningen, der fyldte, fortæller formanden.
Omkring 400 fremmødte er mange i et lille lokalsamfund, som han siger. Og efter de mange års frivillige arbejde gjorde modtagelsen indtryk.
»Der var virkelig god stemning med stor respekt og taknemmelighed for det arbejde, vi har gjort. Og det er virkelig rørende at opleve, når man kan have lidt ondt af sig selv en gang imellem, at der er nogen, der synes, at man har gjort en stor indsats.«
Der er stadig et stort arbejde frem mod indvielsen i 2029. Men Søren Kristiansen og de gode kræfter omkring ham er klar til at rette blikket mod det byggeri, der nu skal tage form.
»Vi er utroligt stolte af at være nået dertil. Det er en skam, at det skulle tage så mange år, men det er lige meget nu. Nu ser vi fremad og glæder os til det videre forløb.«