Ligestillingsministeren taler om kvindefodbold
Kvindefodbold er omdrejningspunktet, når Trine Bramsen med blandt andre cheftræner for AGF Kvindefodbold taler om ligestilling.
Mød landets ligestillingsminister Trine Bramsen i en samtale om ligestilling mellem kønnene generelt og i fodboldens verden, når hun mødes med cheftræner for AGF Kvindefodbold Katrine S. Pedersen, CEO for Eir Soccer og organisation Global Goals World Cup Majken Gilmartin og museets direktør Julie Rokkjær Birch i Køn Café.
Arrangementet er optakt til åbning af Global Goals World Cup (GGWCUP).
Ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders og pigers rettigheder og muligheder. Det er essensen af FN’s Verdensmål 5. I anledning af Global Goals World Cup Denmark 2022 sætter sensommerens Køn Morgen event fokus på ligestilling mellem kønnene, og hvordan vi i sportsfællesskaber bidrager til at skabe forandring.
Det skriver museet i en pressemeddelelse.
Hvor er Danmark på gender indeks; hvad er status på Danmarks ambition om Verdensmål 5 ligestilling mellem kønnene; og hvorfor er sportsfællesskabet et interessant sted at starte ligestillingsdebatten?
Samtalen vil blandt komme ind på Danmarks ansøgning om værtskab på kvindernes EM i 25; sportsfællesskabets potentiale til at skabe forandring og den nye socialt bevidste sportsudøver og rollemodel.
87.192 tilskuere på Wembley Stadion overværede den 31. juli England hive UEFA Europamesterskabet hjem mod det tyske fodbolddynasti. Det danske landshold spillede i sommers i Parken for første gang i historien, og AGF cheftræner Katrine Pedersen er netop blevet optaget i fodboldens Hall of fame. Kvindefodboldens momentum danner rammerne for Køn morgen denne dag 19. august klokken 10-11.
Efter samtalen på Køn deltager Ligestillingsministeren i en fodboldkamp på Havnepladsen med en række GGWCUP ambassadører og samarbejdspartnere. Museets byrådssal lægger herefter rammer til den officielle åbning af GGWCUP klokken 14.