Det er som at følge et barn i skole
SOS Børnebyerne samler ind til skolegang for de børn i verden, der ellers ikke får den mulighed.
Søndag bliver midlertidigt en skoledag, når indsamlere over hele landet samler ind til at sende flere børn i skole 14. maj.
SOS Børnebyernes mål er at få så mange som overhovedet muligt i skole - og til det har de brug for frivilliges hjælp i Aarhus Kommune. Sidste år deltog 214 indsamlere i hele kommunen, og i år er 249 indsamlere allerede tilmeldt, men jo flere indsamlere, desto flere børn kommer i skole.
I gennemsnit kan man indsamle 1.000 kroner på to-tre timer, og det er nok til at sende et barn i skole i et helt år i flere lande på både det sydamerikanske og afrikanske kontinent.
Hjælp til hele livet
Uddannelse er en af grundstenene for en lys og tryg fremtid uanset, hvor i verden man vokser op. Samtidig kan det være en af de sikreste veje ud af fattigdom. Men selv om flere og flere børn i dag går i skole, er der millioner af børn verden over, der må undvære skolegang.
»I vores arbejde ser vi ofte, at børn der lever i fattigdom, ikke kommer i skole, fordi deres forældre ikke har råd til at sende dem afsted. De har ikke pengene til at betale de udgifter, der er til bøger, uniformer og hæfter og blyanter. Nogle forældre har så få penge, at hver udgift bliver et dilemma – skal jeg købe mad eller nye bøger? Og det er en umulig situation at stå i. Derfor hjælper SOS Børnebyerne ved at sørge for alle de udgifter, der er forbundet med skolegang, så børnene kan komme i skole,« siger Lene Godiksen, international chefkonsulent i SOS Børnebyerne, i en pressemeddelelse.
Udover skolegang støtter SOS Børnebyerne børnenes forældre i at få en stabil indtægt, så de på sigt har råd til alle basale fornødenheder som for eksempel husleje, mad, skole og andre udgifter.