Kørt ned af bil: I dag cykler han Jylland rundt

Over morgenmaden på Radisson i Silkeborg taler de om dagens etape. Målet er Viborg og kun 52 kilometer, en distance, der blegner i forhold til de 73 kilometer cykelrytterne tilbagelagde dagen forinden.

Etaperne er ikke nær så lange, som dem i Tour de France, men når rytterne samtidig balancerer et handicap, er distancerne lange.

»Jeg vil virkelig gerne vise andre handicappede, at de kan mere, end de tror,« siger aarhusianske Michael Dvinge, der er i fuld gang med at spise en croissant for at fylde depoterne op inden turen.

For seks år siden var han ude at cykle med sin klub. Lige pludselig bragede en bil ind i flokken. Michael Dvinge og tre kammerater blev sendt direkte på hospitalet.

Værst så det ud for ham.

Hjerneskade, brækkede ribben og en kollapset rygsøjle. Efter et genoptræningsforløb fik Micahel Dvinge at vide, at han ikke vil blive bedre.

Han kunne kun bruge kroppen til få ting og skulle have hjælp til næsten alt. Leddene var stive, og en mindre lammelse i venstre side af kroppen gjorde livet meget svært for ham. Konen Sonja Zweidick fortæller, at meldingen tændte en ild i den tidligere sportsnarkoman.

»Lige siden har jeg kæmpet hårdt for at blive bedre. Jeg træner hver dag, og nu kan jeg cykle fra Flensborg til Skagen,« siger cykelentusiasten hoverende.

Før kunne han knap bevæge den venstre arm, i dag viser han stolt, hvordan et intensivt forløb med sin fysioterapeut betyder, at han kan løfte begge arme over hovedet og strække dem op.

Over en bolle med ost og en yoghurt med mysli sidder cykelrytteren med begge hænder strakt over hovedet.

»Sådan vil jeg gøre, når vi kører over bygrænsen til Skagen,« siger Michael Dvinge stolt. Han fortæller, at der var stor jubel, da han for en uges tid siden kløede sig selv i øret med den venstre hånd, for første gang siden ulykken.

Rutsjebanen

Ved siden af Michael Dvinge sidder Pamm Mielcke. Hun er mor til Agnes Mielcke, der også deltager i Tour de Jylland, som de har valgt at kalde cykelturen.

Agnes Mielcke er ni år og er diagnostiseret med Batten Disease. Det betyder, at hun får gradvist værre anfald, mister synet, evnen til at tale og sine motoriske evner.

»Det er Agnes’ tur, jeg er bare hendes muskler, der trækker hende på cyklen,« siger Pamm Mielcke med et stort smil på læberne.

Agnes Mielckes fik diagnosen, da hun fyldte tre år. Inden da løb hun glad rundt og legede med andre børn og viste ingen tegn på sygdom. I dag kan hun ikke længere gå, tale eller lege med andre på sin alder.

Planen for turen har været at aktivere andre handicappede og vise, at man kan mere, end man tror.

»Fortæl om rutsjebanen,« udbryder Michael Dvinge.

»Vil du virkelig have, at jeg skal tude,« svarer moren, men fortæller alligevel historien.

»Når jeg cykler med Agnes, er der meget tid til at tænke. Først tuder jeg lidt over at cykle forbi alle de flotte marker. Der er så pisse smukt i Danmark. Jeg har ikke siddet på en cykel i seks år, for vi kører jo altid i en bil, hvor der er plads til kørestolen, og der får vi bare ikke den her naturoplevelse. På landevejen er der bare naturen, vinden i håret og så er jeg sammen med Agnes.«

Pamm Mielcke tager en kort pause og sidder nu med blanke øjne.

»Jeg havde aldrig troet, at vi nogensinde skulle opleve det. Pludselig går det op for mig, at vi bare cykler afsted med 45 kilometer i timen op og ned ad bakkerne. Og jeg tænker: der er jo ikke noget galt i vores liv,« siger hun og fortsætter:

»Når vi cykler, kan jeg ikke mærke, at hun er syg. Jeg har sagt til Michael, at jeg er så glad for, at han har inviteret os med. De hurtige ture ned ad bakkerne er som en rutsjebanetur for Agnes. Det er en af de ting, hun ellers ikke længere kan opleve,« siger moren, som bruger alt sin tid på at tage sig af sin datter.

Agnes Mielckes sygdom bliver kun værre for hver dag der går. Der findes ikke nogen kur. Man forventer, at en person med diagnosen bliver mellem 10 og 15 år.

Pamm Mielcke er derfor glad for, at hun endelig kan tage sin datter på ni og et halvt år med på ture og opleve et nogenlunde normalt liv, som moderen ikke troede, at Agnes Mielcke nogensinde vil få chancen for igen.

Tåre og yoghurt

Imens Pamm Mielcke har fortalt om oplevelserne med datteren, sidder Michael Dvinge og prikker lidt til sin yoghurt med mysli.

»Det er derfor, at vi gør det,« siger han lige pludselig.

Han sidder lidt og tænker over, hvad Agnes’ historie betyder for ham.

»Jeg bliver meget rørt,« siger han og kigger ned i myslien med tårer i øjnene.

»Uden hende vil det ikke lykkes,« konstaterer han.

Uden Agnes ville Michael Dvinge kun bevise, at han kan cykle Jylland rundt, men når andre handicappede deltager, viser de, hvad de virkelig kan.

Han understreger, at Tour de Jylland er skabt for at inspirere andre med handicap, og at man kan opnå flotte resultater trods udfordringer.

Samtidig giver det Michael Dvinge en følelse af at være med i en cykelklub. Et fællesskab, som han har haft svært ved at genfinde siden ulykken.

Næste etape

Sonja Zweidick kommer hen til morgenbordet. Det er tid til at blive cykelklar. Udenfor står 10 personer og venter.

Seks af dem skal cykle med på dagens etape. Det er blandt andet mennesker, Michael Dvinge kendte inden ulykken, en plejer fra et genoptræningsophold og familiemedlemmer.

Dagen forinden havde de den professionelle cykelrytter, Frederik Muff, med. Et faktum cykelentusiasten ikke rigtigt kan komme sig over.

Michael Dvinge sender en videohilsen til sin mor og ønsker hende tillykke med fødselsdagen. De sidste ting på cyklen bliver justeret.

Agnes Mielcke holder en hviledag, den eneste på turens otte dage. Hendes sæde kræver en større justering, og hun har brug for lidt mere ro, inden den ni-årige er helt klar til de sidste etaper mod Skagen.

”Hold kæden stram!” Råber Michael Dvinge, inden han leder holdet af cykelryttere på dagens etape.