Gratis adgang: Flere tusinde frivillige samles til stor fest i Tivoli Friheden
Flere tusinde personer forventes at deltage, når Tivoli Friheden atter lægger område til stor fest for frivillige.
Igen i år bliver Aarhus’ frivillige hyldet med en stor fest i Tivoli Friheden, når byens forlystelsespark mandag 4. december åbner dørene til en dag for de frivillige. Sidste år valgte 8.000 frivillige at tage imod invitationen, så der er igen lagt op til en stor fest.
Det oplyser Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
»Aarhus ville ikke være det samme uden de mange engagerede og dedikerede frivillige, der gør en kæmpe indsats for andre. Det er blandt andet, fordi de bruger deres fritid på at hjælpe andre, at vi har en så fantastisk by. Derfor gentager vi med stor glæde traditionen med en frivilligfest, og vi ser frem til at hylde byens unikke sammenhold,« siger Mahad Yussuf (RV), vikarierende rådmand for Kultur og Borgerservice, i pressemeddelelsen.
Frivilligfesten er et resultat af et samarbejde mellem Spar Nord, Aarhus Motion, Tivoli Friheden og Aarhus Kommunes Kultur og Borgerservice.
»Vi er meget begejstrede over endnu engang at kunne være med til at fejre Aarhus’ tusinder af frivillige. De leverer en uvurderlig indsats for foreningslivet og byens mange events, og jeg ved ærligt talt ikke, hvad man skulle gøre uden deres enorme frivillige arbejde. De her mennesker er lokalsamfundets helte,« lyder det fra direktør i Spar Nord Aarhus, Erling Sørensen, i pressemeddelelsen.
Dørene til Frivilligfesten i Tivoli Friheden åbnes klokken 15.00. Frem til klokken 21.00 vil der være gratis adgang for kommunens frivillige og fri adgang til forlystelser. Derudover vil der være musikalske indslag krydret med julehygge. Deltagelse forudsætter, at man har tilmeldt sig på forhånd gennem Aarhus Motions hjemmeside.
»Vi ser frem til en fantastisk dag, hvor vi kan give lidt tilbage til dem, der gør så meget for andre. Vi vil gerne takke vores samarbejdspartnere for, at vi igen kan stable denne event på benene. Og særligt vil vi gerne takke de mange ildsjæle, som vi ser frem til at hylde med manér. Hos Aarhus Motion kunne vi ikke afvikle vores events uden hjælp fra frivillige fra de østjyske idrætsforeninger,« siger Jeanette Boye, eventchef i Aarhus Motion.
Festen er for alle kommunens frivillige – lige fra den frivillige træner eller hjælpetræner, til besøgsvenner, skolebestyrelsesmedlemmer eller lektiehjælpere. Alle frivillige inviteres med ledsager.