En underlig fugle-lyd blev til en kunstudstilling
I en effektiv tid holder kunsten fast i at lade den gå langsomt og få mulighed for fordybelse.
Katrine Hvid har en helt særlig minimalistisk stil og en stor nysgerrighed overfor materialer. Hvordan hun omsætter det til kunstværker, kan man se, når udstillingen ”Nattergal om dagen” åbner fredag 17. november kl. 17 – 19. Katrine Hvid vil være til stede ved ferniseringen, og alle er velkomne.
Katrine Hvid arbejder i et forenklet og abstrakt formsprog, hvor der er fokus på farven og formen. Samtidig har værkernes motiver ofte et afsæt i den virkelige verden. For eksempel i oplevelser med tidligere tiders ornamentik og håndværk eller oplevelser i naturen, som lagrer sig i hendes hukommelse og finder vej ind i hendes værker, om end det er i en stiliseret og minimalistisk form.
Udstillingens titel stammer fra en af disse oplevelser. En dag blev Katrine fanget ind af at høre en fugl, der lød som en nattergal, der sang om dagen. Oplevelsen gav stof til eftertanke. Måske en undseelig oplevelse, men samtidig stor og righoldig, og den var et af de indtryk, der findes helt tæt på.
Om det er fuglen, der synger, æblerne på træet eller fornemmelsen af et pindsvin, der strejfer foden, så kredser udstillingen om indtryk, der lejrer sig i bevidstheden, og transformerer sig til udtryk.
Det handler om, at nærvær og investering af tid kan skabe forankring og forbundethed med omverdenen. I en effektiv tid, hvor tiden er knap, holder kunsten fast i at lade tiden gå langsomt og give en mulighed for fordybelse.
Katrine Hvid (f. 1966) Hun er uddannet MA i musik fra Aarhus Universitet. Som kunstner er hun autodidakt.
Udstillingen kan ses til 6. januar, Vestergade 56a, Århus C.