Jødernes historie i Aarhus rummer penge, foragt og en vild teori om jordens form

Levin Marcus Koppel hed en aarhusiansk jøde, der i en årrække var en af brødrene bag forretningen ”M. Koppels Sønner” på Store Torv. Siden boede han i et lille hus ved åen, og årligt drog han til Leipziger Messe i Tyskland. Når han vendte hjem, var han altid optaget af det samme spørgsmål, som han måtte diskutere med andre.

Latinskolens elever var værd at tale med, for der kom hvert år nye, han kunne udfordre:

Hvordan kan videnskaben hævde, at jorden er rund, når hele strækningen til Leipzig forekommer flad, jævn og lige?

Jorden må derfor være flad, og går man langt nok, falder man ud over kanten.

Det var en skør teori i 1800-tallet, og højst overraskende er der fortsat fantaster, der i dag siger det samme som Levin Marcus Koppel.

Disciplene belærte den gamle rad om, at han trods flad vej alligevel ikke kunne se ret langt på grund af jordens krumning. Højst fem kilometer, men det gjorde ikke indtryk. Heller ikke, at den græske filosof Aristoteles for mere end 2000 år siden beviste, at jorden er rund ved at iagttage en måneformørkelse. Her kan jordens krumning iagttages som en skygge på månen.

Samtalen var spændende, og mon ikke nogen af de unge har knyttet Koppels teori sammen med hans religion. Han søgte efter svar og fik lov at have sine meninger, for han var kendt som et rart menneske, men også noget af en original. Levin Marcus Koppel døde som 71-årig i 1856.

Andre jøder i Aarhus var på samme tid højt anskrevne. Som Hartvig Philip Rée, en af byens storkøbmænd.

Hans baggrund var en handelsfamilie, der i begyndelsen af 1700-tallet var indvandret til Fredericia. Her skabte faderen et større handelshus, der betjente kunder over hele Jylland.

Hartvig Philip Rée var født 1778 og dårligt nok uddannet, da faderen døde. Han måtte i 1799 overtage ledelsen af firmaet. Og med baggrund i en uddannelse i Hamburg, løftede han den store opgave.

Storkøbmand i Aarhus

I 1810 flyttede firmaets hovedsæde til Aarhus. Først med adresse i Frederiksgade og siden Vestergade 11. Fra denne adresse voksede handelsfirmaet.

Hartvig Philip Rée etablerede fabrikker, der dækkede kundernes behov indenfor en række områder. I Aarhus var det i læder, chokolade, tobak og et sukkerraffinaderi, som i 1830’erne var blandt provinsens største.

I Randers åbnede han også nye fabrikker, og det stoppede ikke her. Han fik også en mindre flåde, og virksomheden blev udvidet med import af kul, jern, salt og tobak samt eksport af korn, uld, skind og huder.

Hartvig Philip Rée var allerede blandt de fremmeste jøder i Aarhus, da Frederik VI. i 1814 udstedte de anordninger, som gjorde op med den årelange diskrimination af jøder. Der måtte ikke længere tales nedsættende om jøder, og de fik lov at dyrke deres egen tro.

Men den enevældige monark kunne ikke forhindre, at jøderne fortsat fik skylden for ulykker som statsbankerotten, der ramte landet i 1813. Kongen satsede på Napoleon i striden med England, og det kostede dyrt, da den franske kejser blev besejret ved Waterloo. Han måtte til Skt. Helena.

Frederik VI. tog til Wien for at redde, hvad reddes kunne. Norge var tabt, og Danmark var forgældet.

»Vi alene vide,« sagde Frederik VI., men det gjorde han alligevel ikke.

I 1819 brød den såkaldte jødefejde ud i København. Hoben angreb jødiske hjem og forretninger, så jøderne måtte flygte. Kongen handlede resolut, og myndigheder slog urolighederne ned. I andre danske byer var der frygt for, at det skulle komme til flere optøjer rettet mod den jødiske befolkning.

Hartvig Philip Rée blev ikke udsat for ubehageligheder. Han oplevede ny fremgang, var den største skatteyder i Aarhus, og som den første jøde i landet blev han eligeret borger og deltog dermed naturligt i byens styrelse.

Det store haveanlæg

Mest kendt i dag er han nok for sit haveanlæg, der også var usædvanligt efter aarhusianske forhold. Det strakte sig på begge sider af åen, og en træbro forbandt de to afdelinger, den søndre med en borgruin på toppen. Storkøbmanden viste format ved at tillade, at byens borgere fraregnet børn og tjenestefolk havde fri adgang til haven, der nærmest var en forløber for Botanisk Have og Den Gamle By.

I 1824 besøgte Frederik VI. Aarhus, og kongen vandrede også en tur i haven. Han udtalte, at den næsten var for fin til en privat mand.

Langs åen var der mange haver. Her hyggede borgerne sig om sommeren og hilste på bekendte, der roede forbi. Det var nærmest alle, for Aarhus var en lille by med få tusinde indbyggere.

Hartvig Philip Rée var også aktiv i forhold til etablering af en begravelsesplads i Aarhus, som den jødiske menighed fik »til varig afbenyttelse«.

Pladsen, der kaldes bet olam – evighedens hus, lå i tilknytning til Søndre Kirkegaard og blev taget i brug i 1824.

Søndre Kirkegård blev nedlagt i forbindelse med opførelsen af det nye rådhus, men den jødiske begravelsesplads blev bevaret. Den overlevede også opførelsen af musikhuset med tilhørende park. Der er 62 grave, og den sidste jødiske begravelse fandt sted i 1905. I dag er der en jødisk afdeling på Nordre Kirkegård.

Den ser lidt trist ud, men jødiske gravpladser er beskedne, og gravene er heller ikke pyntet.

Hartvig Philip Rée var i årtier leder af den jødiske menighed i Aarhus. Han indrettede en synagoge i en tilbygning til sin ejendom og forestod selv gudstjenesterne, der også kunne have deltagelse af ikke-jøder. Storkøbmanden var meget optaget af religion, og da han i 1850 efter hustruen Thereses død overdrog firmaet til sønnerne, rejste han til København, levede beskedent og fortsatte sine religiøse studier til sin død i 1859.

Jøder uvelkomne

Hartvig Philip Rée blev anerkendt og respekteret, men sådan var det bestemt ikke, da de første jøder kom i Aarhus.

Der blev lagt hindringer i vejen. Det mindede om rent og skært brødnid. De lokale handlende, som var organiseret i lav, der ikke tillod konkurrence, frygtede, at de nye borgere alligevel ville overtage for stor en del af handelen. Derfor var det bedre, at de blev væk. Der boede således flere jøder i Randers, Horsens og Fredericia.

I 1686 fik Daniel Berntz, der kom fra Holland, kongelig tilladelse til at handle i Aarhus. I begyndelsen var det med en bestyrer i de lejede lokaler. Hans bror kom også i 1689 og ville drive et tobaksspinderi gården, men her sagde udlejeren stop. Det blev for meget, og der var heller ikke plads til andre jøder, som forsøgte sig i Aarhus.

I 1693 kom der to jøder fra Ribe, som havde planer om at udføre korn fra Aarhus. Kornet blev afhentet med skib i forskellige byer – Nysted på Lolland og Mariager. Driften var finansieret med lån, og gælden blev pludselig krævet indfriet, og så gik selskabet fallit, og jøderne flyttede fra byen.

Jøderne blev modarbejdet, og i en erklæring fra magistraten hed det, »at hvis det ville behage kongen for sådanne jøder nådigst at forskåne, var det byen og købmændene i deres næring meget tjenlig.«

Hårde ord, men der kom jøder fra andre byer, selv om antallet aldrig var imponerende. I 1834 var der 53 jøder i Aarhus, viste folketællingerne. I 1850: 48, i 1860: 40, i 1880: 45 og i 1890: 12.

Jøderne reddet

Men der var hjælp at hente, da minoriteten for alvor var truet under den tyske besættelse fra 1940-1945. Som følge af samarbejdspolitikken lod tyskerne de danske jøder i fred, men det var en stakket frist.

Da samarbejdspolitikken brød sammen 29. august 1943, var det kun var et spørgsmål om tid, før tyskerne også ville jage de danske jøder. Heldigvis blev disse advaret i tide, og 95 procent af dem kunne i ly af mørket flygte i sikkerhed i Sverige.

Lederen af Besættelsesmuseet Søren Tange Rasmussen vurderer, at 60 aarhusianske jøder kom til Sverige. En enkelt familie blev advaret af den kendte socialdemokratiske folketingsmand, redaktør Holger Eriksen, som gav familien Fridericia et praj. På samme måde advarede modstandsmanden Niels Aage Nielsen en jødisk skrædder, han havde kontakt med.

Heldigvis var der også tyskere, der ikke ville medvirke ved klapjagten. Lederen af den tyske søtransport i Aarhus, Friedrich Wilhelm Lübke, forhindrede i 1943, at skibet ”Monte Rosa” sejlede til København for at transportere jøder til Tyskland. Skibet havde defekt, sagde han. Det samme skib havde også året før transporteret norske jøder til Tyskland, hvor mange omkom i kz-lejre.

Historien om jøder i Danmark er interessant. Mange var flygtet fra kummerlige kår, og fattigdommen var stor. Den Gamle By vil vise jødernes historie i 1927-kvarteret med en forretning, en beskeden gæstebolig og en lille udstilling om de jødiske samfunds historie i danske byer. Det sker i en mindre bygning fra Randers, og det hele ventes klar i 2026.