Udstilling på Godsbanen: Elever har tegnet uden at bruge blyant
Som benspænd har billed- og medie-elever tegnet plantemotiver uden blyant men ståltråd, garn og gips.
Unge fra Aarhus Billed- og Medieskoles BGK – Billedkunstneriske Grundkursus – udstiller på Godsbanen.
BGK har i november eksperimenteret med at tegne i alternative materialer som ståltråd, garn og gips i forløbet ’Tegn uden blyant’ med illustrator og tekstilkunstner Gitte Lægård.
Med plante som tema har eleverne arbejdet med at skabe illustrationer med teksturer og relieffer, og som benspænd har de tegnet uden blyant i en materialebaseret og stoflig tilgang.
Udstillingen ’Tegn uden blyant’ præsenterer en variation af elevernes mange smukke undersøgelser, og kan opleves på Godsbanen ved indgang 3G fra 1. december - 15. januar.
BGK er et treårigt kunstnerisk forløb, hvor unge i alderen 16-25 år kan styrke og udvikle deres kunstneriske evner i arbejdet med illustration, maleri, skulptur, performance, film, tekst mm.
De unge arbejder både håndværksmæssigt og konceptuelt, får indblik i kunsthistorien og tilegner sig formidlingsevner.
BGK er en styrkelse af det kunstneriske unge vækstlag i Aarhus og en naturlig overbygning på Aarhus Billed- og Medieskole.
Der optages nye elever én gang om året, med start i september. Optagelse på BGK afholdes i weekenden 25.-26. maj.