Guide: Tre vidt forskellige musikoplevelser
Aarhus Onsdag har kigget på ugens koncerter og udvalgt tre vidt forskellige oplevelser. To af byens egne børn, der stormer frem, en multiinstrumental trio med fin gæst og en julekoncert i Domkirken, hvor blokfløjten er i centrum.
Tigeroak
Den aarhusianske duo Tigeroak står klar torsdag aften på HeadQuarters. De beskriver sig selv som en neosoul-duo og består af Laurits Steen Møberg, der er elektronisk musiker, producer og guitarist, og Anna Prinds, vokalist og lyrisk komponist.
Deres drømmende undergrundsvibe er for alvor ved at bide sig fast på de etablerede koncertsteder, de spiller i udlandet og kan jævnligt høres i radioen. Der går næppe længe, før de to bliver hevet i fra alle sider, så hvis man vil opleve dem, mens de stadig er spirende, skal man nok ikke hvile for komfortabelt på laurbærrene.
Tid: Torsdag 14. december kl. 20. Dørene åbner kl. 19.
Sted: HeadQuarters, Valdemarsgade 1A, Aarhus C.
Entré: 100 kroner. Forsalg: 75 kroner.
Dreamers’ Circus med Teitur
Den akustiske trio Nikolaj Busk, Rune Tonsgaard Sørensen og Ale Carr har fire plader bag sig, og hver især kan de (med rette) blære sig med antallet af instrumenter, de kan spille på samt de nomineringerne og priser, de har modtaget gennem årene.
Ved denne koncert i Musikhuset kan publikum glæde sig til et program med nyfortolkninger af velkendte julesange og traditionel folkemusik. Derudover får artisterne en fjerde mand med på scenen, den færøske sanger Teitur, hvis stemme vil blande sig med Dreamers’ Circus’ toner.
Tid: Lørdag 16. december kl. 17.
Sted: Thomas Jensens Allé 2, Aarhus C.
Entré: 300 kroner.
Skt. Clemens Drengekor & Michala Petri
Julen er i høj grad kirkernes fest, og hvis tankerne om gaver og smuttede mandler trænger til en pause, inviterer Domkirken til en koncert, der fejrer julens komme sammen med Skt. Clemens Drengekor.
Kirken får dertil besøg af det internationale blokfløjtetalent Michala Petri, som optræder sammen med organist Patricia Van Duuren, og udover soloindslag spiller de også sammen med drengekoret.
Så gem spørgsmålet om flæskesteg eller and til en anden dag og nyd kirkens rolige atmosfære og indbydende musik.
Tid: Onsdag 20. december kl. 16 og 19.
Sted: Skt. Clemens Kirke, Domkirkepladsen 2, Aarhus C.
Entré: 150 kroner, under 18 år er gratis.