De vil hellere være sammen om at stege flæsk end alene på et løbebånd
Et nyt motionstilbud for mænd byder på gåture med mad over bål, vinterbadning og en kold øl.
FOF Aarhus har et nyt motionstilbud særlig målrettet mænd.
Ud fra det udgangspunkt, at sundhed langt fra kun handler om fedtprocent og kondital - men også inkluderer hygge, socialt samvær og fællesskab - har FOF Aarhus på holdet ”Mand dig op” taget udgangspunkt i det gode liv set med maskuline briller.
Det er bl.a. årsagen til, at der på holdet både kan indgå mad over bål, vinterbadning og en kold øl som afslutning på dagens vandretur.
»Vi har et motionstilbud, som ikke handler om at præstere, men hvor fokus i stedet er på bevægelsesglæde, fysik, hygge, fællesskab samt nu og da også kulinariske oplevelser. Vores målsætning er at tilbyde mænd et godt socialt fællesskab, hvor der samtidig motioneres og hygges,« lyder det fra Roland Christiansen fra FOF.
Holdet er ikke målrettet en bestemt aldersgruppe, og for at gøre et tilgængeligt for så mange som muligt, kommer der til at køre et hold både onsdag aften og torsdag formiddag.
Hother Hennings, som mange vil kende gennem virksomheden Aros Adventure, bliver leder. Han har levet i og med naturen som spejder, roer, jæger og fisker.