Ny bar i Aarhus: Her kan du drikke en "Simon Talbot", en "Ryan Reynolds" eller øl fra Skuldborg Bryghus
Bar For Sjov kombinerer det traditionelle bar-koncept med komik.
»Det er lidt en oplevelse i sig selv at gå på eventyr hernede.«
Sådan beskriver indehaver af Bar For Sjov, Patrick Cassells, den oplevelse, det er at træde ind på hans bar. Og den oplevelse, som han håber hans gæster får, når de lægger vejen forbi.
Bar For Sjov er nyeste skud på stammen i det aarhusianske natteliv, og ifølge Patrick Cassells er stedet »ret unikt« i kraft af det tema, der gennemsyrer alt fra vægudsmykningen over underholdningen på scenen og til drinkskortet.
»Her kan du få en ”Simon Talbot”, en ”Ryan Reynolds” eller øl fra Skuldborg Bryghus,« siger Patrick Cassells, med henvisning til ølmærket, der brygges i den satiriske, fiktive by Skuldborgs bryghus.
Hvis ikke navnet på baren for længst har afsløret, hvad man kan forvente, er man ikke længere i tvivl, så snart man træder ind over dørtærsklen. Billeder af velkendte komikere og komiske skuespillere, plakater med lige så velkendte citater fra komediens verden og såkaldte citatvægge, malet af en kunstner. Alt sammen pryder væggene på Bar For Sjov og ifølge ejeren, er formålet klart:
»Det lægger op til at folk snakker om sjov og spas. De skal komme ind, smile og grine og have det sjovt,« siger Patrick Cassells.
Konceptet og de nye rammer i Skolegade 26 har allerede stået sin første prøve.
Dørene blev nemlig slået op for første gang fredag den 8. marts. Selvom »det kunne være gået bedre« gik det »sgu rigtig godt« lyder det fra bar-ejeren om ilddåben.
»Det gik over forventning, og folk så utroligt glade. De syntes det var fedt, og at der var en god stemning.«
Museumsdrøm
At aarhusianske Patrick Cassells har åbnet en comedy-bar er ikke så underligt, hans fortid taget i betragtning. Den 29-årige aarhusianer har selv dyrket såkaldt impro-comedy i syv år. Noget han har optrådt med i både Aarhus og København. Ved siden af har han tjent til dagen og vejen som barchef og -manager.
Åbningen af Bar For Sjov er kulminationen på en gammel drøm om at åbne sin egen bar. I de seneste fire år, har ideen om en bar, der handler om comedy, rumsteret i Patrick Cassells baghoved.
Nu er den blevet til virkelighed, men ambitionerne stopper ikke her.
»Jeg prøver at udvide konceptet lidt mere. Jeg håber det kan blive til en form for et comedy-museum, med elementer fra komikere fra Danmark og udlandet, fra serier, film og selvfølgelig stand-up-komik,« siger Patrick Cassells.
Bar For Sjov står han selv bag, men det har nu ikke været fuldstændigt uden andres hjælp, at det nye hæng ud-sted nu kan byde gæster velkommen.
»Jeg har en kæreste, der har hjulpet mig utroligt meget. Det var aldrig sket uden hende. Det må du godt citere mig for,« lyder det fra Patrick Cassells.