Fortsæt til indhold

Han samler på øjne til nyt Aarhus-kunstværk - dine kan være med

Aarhus Ø skal have et nyt kunstværk, der afspejler aarhusianerne.

Byrummet

17. og 18. april inviterer Kunstfotograf Marcus Skifter Bach alle i Aarhus til at blive en del af hans kommende kunstværk, ”Aarhus Ø-jne”.

Projektet sigter mod at skabe et unikt portræt af Aarhus’ mangfoldige karakter ved at indsamle billeder af øjne fra byens befolkning. Alle interesserede opfordres til at deltage i fotograferingen af deres øjne 17. og 18. april, som vil blive en integreret del af det endelige kunstværk.

»Ideen bag værket udspringer af et af mine tidligere kunstprojekter, hvor jeg fotograferede enkeltpersoners øjne i forskellige stemninger og med varierende baggrundshistorier - og ud fra det skabte jeg kunstværker,« forklarer Marcus Skifter Bach.

Han peger på talemåden: øjnene er et vindue til sjælen, der afspejler individets dybeste væsen.

Det færdige kunstværk, på 2X2 meter, vil blive udstillet i Markedshallen Nicolinehus. Pressefoto

»Jeg stræber efter at indfange en del af Aarhus’ unikke sjæl gennem min kunst. For at være helt ærlig: Det er kunst for kunstens skyld; Et forsøg på at fange og udtrykke de følelser og karaktertræk, der gør hver enkelt person unik, og som omhandler tidløse elementer, der går langt ud over politik og personlige holdninger. Vores øjne viser den nøgne sandhed, de mest sårbare følelser og vores inderste tanker,« siger Marcus Skifter Bach.

Fra 1. juni, hvor offentligheden vil have mulighed for at opleve det færdige værk, der bliver to gange to meter og som vil blive udstillet i Markedshallen Nicolinehus .

Alle er velkomne til at bidrage til mangfoldigheden i Aarhus’ øjne.