Fortsæt til indhold

Bogguide: Her varmer vi op til festivalen med de nye, de kendte og de prisvindende bøger

Snart er der igen LiteratureXchange i Aarhus, og som opvarmning til litteraturfestivalen anbefaler Aarhus Bibliotekerne nogle af de værker og deres forfattere, som man kan opleve denne sommer.

Byrummet
Tahmasbi

Årets litteraturfestival nærmer sig! 19.-23. juni vil hele Aarhus summe af litteratur, når dette års LiteratureXchange løber af stablen.

Med mere end 150 arrangementer i kalenderen har bogfestivalen til formål at udbrede læseglæden og styrke fællesskabet omkring litteraturen. Derfor kan man i uge 25 blandt andet opleve en lang række danske og udenlandske forfattere og deres litterære værker rundt omkring i byen.

»Jeg oplevede helt tilfældigt Brynjulf Jung Tjønn på en litteraturfestival i Stavanger og blev virkelig ramt af digtenes konkretisering af den allestedsnærværende og ofte ret usynlige racisme,« siger Lise Kloster Gram, der er litteraturkonsulent ved Aarhus Bibliotekerne og med til at planlægge årets bogfestival.

»Til sommerens LiteratureXchange glæder jeg mig selvfølgelig til at opleve alle de forfattere jeg allerede kender, men mindst lige så meget til at få øjnene op for nye forfatterskaber,« fortsætter hun.

I den anledning anbefaler Aarhus Bibliotekerne bøger skrevet af nogle af de mange forfattere, der gæster litteraturfestivalen i juni.

Du kan læse meget mere om festivalen og de mange arrangementer på litx.dk.

Hvordan bliver man norsk nok?

”Hvid, norsk mand” af Brynjulf Jung Tjønn

I denne digtsamling trækker Jung Tjønn på sine egne oplevelser og fortæller, hvordan der er at vokse op i Norge som adoptivbarn fra Sydkorea. For selvom Jung Tjønn er opvokset på en gård i en bygd i det norske vestland, og han altid har følt sig norsk, så er det ikke nødvendigvis sådan andre ser ham.

Det er en smuk, rørende og hjerteskærende digtsamling om længslen efter at passe ind – ikke bare i sin egen familie men også i samfundet. En fortælling om ikke at vide, hvor man selv kommer fra, og om det, vi giver videre til vores børn.

Barnlig uskyld i de voksnes verden

”Elefantsymfonien” af Karin Smirnoff

En hjerteskærende barndomsfortælling, der følger Agnes’ barndom i 1980’ernes Södertälje. Agnes bliver i en tidlig alder stemplet som et vidunderbarn, der har et helt særligt talent for at spille klaver. Men med en mor, der lider af psykisk sygdom og har hang til drikke, bliver Agnes også tit overladt til sig selv. En ven af familien og musiklærer, Frank Leide, tager Agnes og de to drenge, Kristian og Miika, under sine vinger og underviser dem i musik.

Med sit unikke sprog skaber Smirnoff en særlig stemning, der balancerer mellem barsk realisme, poetiske fantasiverdener og afvæbnende barnlig uskyld. Gennem dybe og komplekse personskildringer kommer vi tættere på børnene, men Smirnoff overlader også en del til læserens fantasi, når børnene oplever ting, de ikke nødvendigvis selv kan sætte ord på.

Et tragi(komi)sk forfald

”Svømmende, rygende, grædende” af Lone Hørslev

I den både rystende og sjove roman føres læseren fra sort humor til selvdestruktion, når den kvindelige alkoholiker gennemgår sin deroute og ender i hegnet. Det er en rå version af et kældermenneskeligt forfald, som tager os med i misbrugets ækle mønstre. Humoren er med i starten af romanen, men det sjove mister sin kraft, da alkoholmisbrugets sørgelige sider tager over og efterlader os med mere tragedie end grin.

Hørslev udpensler forfaldet, så grimt som det er. Det er gnistrende godt sprog og en modig og veloplagt roman, der også giver en kold kritik af vores alkoholkultur. Hørslev skriver gribende grimt.

Mennesket mod naturens kræfter

”Rans vilje” af Peder Frederik Jensen

Dramaet foregår under den historiske stormflod i 1872 og skildrer menneskets overlevelsesdrift på godt og ondt. Den mytiske fortælling udfolder et samfunds orientering mod nye tider og det eviggyldige tema om menneskets trang til at tæmme naturen.

En gammel sømand anløber Lolland. De lokale undrer sig, da han opkøber en lille sandbanke for en guldring og bygger et hus. Han kender havet, men ingen af de lokale tager det alvorligt, da han advarer om den stormflod, der er på vej. Efter stormen samler han et spædbarn op, som han tager til sig, og via fortællingen kraft får han kontakt til det lille liv.

Romandebut fra en multikunstner

”Hovedværk” af Martin Bigum

Kunstner Martin Bigum er nu også forfatter til denne debutroman. Romanen fører sin læser ind i en egocentrisk kunstverden og samtidig en følsom fortælling om personer, der smadres af samme verden.

Hovedkarakteren Wilhelm Riels er anerkendt kunster, der laver rulletrapper i naturlig størrelse. Han er romanens fremadstormende og kompromisløse hovedperson, der i sin mangel på menneskelig empati kommer til at træde på alt omkring sig. I flere kapitler følger vi den dreng, der var engang, som bliver fyldt af traumatiske hændelser og mistillid til verden.

For den læser, der bevæger sig med i de kontrastfyldte verdner, åbner der sig flere overraskende opdagelser, mens handlingen tager fart og nærmer sig det absurde.