Fortsæt til indhold

Gratis fernisering på Aros: Her kan du se jorden fra rummet

Kunstner er inspireret af den måde, jorden ser ud på, når man ser den fra månen.

Byrummet

Inden den gratis fernisering på denne fredag inden pinse, fik pressen et smugkig af det nye værk: Metronome på kunstmuseet Aros i Aarhus.

New York-kunstneren, Sarah Sze, der er til stede ved ferniseringen, er inspireret af den måde, jorden ser ud på, når man ser den fra månen: kuglerund og fuld af farver til forskel fra de andre planeter.

Den er fuld af menneskeliv, og det har sat sine spor. Vi lever i en digital tidsalder, hvor vi kan være i kontakt med hele verden hele tiden, og samtidig går tiden med præcis samme hastighed som altid.

Videoer og billeder kastes op på de mere end 100 papirlapper, der virker som lærreder, og derfra ud på væggene i det store rum på Aros. Foto: Andrea Rosetti

Lyden af en metronome, der tikker hele tiden og holder takten, er gennemgående i den cirkelformede installation. Ind over den kan man høre lyden af tog og et bankende hjerte. Alt sammen noget der tæller tidens slag i vores liv.

Taktfast, men flimrende. Poetisk og lige i øjenhøjde.

Sarah Sze har formet sin version som en åben og gennemsigtig halvkugle.

Inde i halvkuglen, der er formet af ståltråd, hænger mere end 100 stykker papir, der hver især er et lille lærred. På dem kører videoklip af alt fra en nedtælling og en tryllekunst, til et vulkanudbrud og en leopard i løb. hvorfra det fører ud i det stjernespækkede himmelrum.

Det er det helt nære, det meget store og noget verdensomspændende, som kommer og går i takt eller utakt med tiden. Foto: Tahmasbi

Det er det helt nære, det meget store og noget verdensomspændende, som kommer og går i takt eller utakt med tiden. Videoerne mimer den hastighed og flygtighed, der karakteriserer smartphonens tidsalder.

Den skrøbelige og opslugende installation bliver i sig selv et motiv, der kan deles på sociale medier og dermed en slags post mortem over vores smartphones og deres uendelige kapacitet til at skabe, gemme og formidle billeder.

Aros har sammen med Artangle i London og OGR i Torrino været med til at gøre værket muligt, fordi de i fællesskab har finansieret det.

Metronome har været udstillet i en smuk gammel ventesal i Artangel og på en slidt togstation i Torrino.

Sarah Sze glæder sig over, at det i Aarhus står skarpt i et meget stort og råt lokale, der er renset for andre visuelle indtryk.

Ferniseringen er fredag 18. marts fra kl 17-21.