Fortsæt til indhold

Techno-jazz og gigant kunstværker: Grimfest er i gang

Årets Grimfest er i fuld gang, og gæsterne er mødt talstærkt op på Grimgården.

Musik

Våd træflis og små soppede mudderklatter byder festivals-gængerne velkomne til Grimfest 2023.

Selvom det i løbet af dagen er dryppet med småbyger over Grimgården kigger solen frem og skubber skyerne på eftermiddags-himlen væk.

Varmen på pladsen spreder sig ligesom de rutinerede rustne røster fra Jonny Hefty og Jøden. Makkerparret er igen i år konferencier på Skovscenen.

Jonny Hefty og Jøden sørger for at holde gang i publikum mellem artisterne. Foto: Nicklas Linnemann Nielsen

»De er det næste store fra fyn! Jeg har allerede købt deres debutalbum, og inden de er færdige i aften, står I alle sammen og googler deres navn«” råber Jøden udover et spændt publikum.

»Giv den op for KALASET!«

Fynboerne sætter gang i festen og får gejlet publikum op til at synge med på en sang.

Den grimmeste kunstfest

Overfor madvognene giver byens skatere den gas med hjemmebyggede ramper og lave gelændere.

Bag dem står to graffitikunstnere og giver festivalens udtryk et løft.

»Det bliver til et 80 kvadratmeter kunstværk, når vi er færdige,« fortæller Peter Birk fra Galleri Grisk, der står for kunstværket.

Den tredje kunstner kommer støder til fredag. Foto: Nicklas Linnemann Nielsen

Tre forskellige kunstnere kommer til at pryde den storevæg, der agerer farverig baggrund til skaternes tricks.

»Vi forsøger at bringe mere kunst til Grimfest, og med tiden vil vi gøre det større. Planen er, at næste år skal der være kunst overalt på festivalen. Det skal nærmest blive en streetart festival, inde i festivalen. Streetarten passer perfekt her, vi kommer lidt fra det samme miljø,« siger Peter Birk.

Kunstneren fortæller, at folk bare kan komme og snakke med kunstnerne, når de står der. Streetart-kunstnerne er altid glade for at fortælle om kunsten, fortæller han.

Lørdag byder Grimfest på skatekonkurrence. Foto: Nicklas Linnemann Nielsen

Techno-saxofoner og dryp

»I er fandeme så grimme alle sammen, men det gør ikke noget, for der er ingen spejle i skoven,« skråler Jøden udover publikum, inden han sender dem til festivalens anden scene.

Foran den mindre Bonsai scene stimler folk sammen. Gæsterne gør sig klar til fest og vilde toner. Det tager Christiania-bandet, ”Smag på dig selv”, sig af.

Bandet spiller technomusik på et sæt trommer, en almindelig saxofon og en bass saxofon.

Imellem musikken og publikums skrigen bryder den fortands-løse for-saxofonist ind med digte.

Pop sangeren "Pil" står blandt publikum og spiller to sange. Foto: Nicklas Linnemann Nielsen

På trods af dryp fra en skyet himmel er gårdspladsen foran den mindre scene fuldstændig pakket. Hvis ”Kalaset” satte gang i festen, formåede ”Smag på dig selv” at sætte ild til den halvvåde flis.

I år er det lykkedes at sælge flere partoutbilleter end sidste år, og torsdagen er allerede godt besøgt. Alle frivilligvagterne er også dækket. Problemerne fra sidste års frivilligmangel er løst.

I løbet af festivalen kan man følge med i, hvor langt kunstnerne er med kunstværket. Foto: Nicklas Linnemann Nielsen
Lørdag byder Grimfest på skatekonkurrence. Foto: Nicklas Linnemann Nielsen