Fortsæt til indhold

70 korsangere skaber en fest med afrikanske og cubanske rytmer

Godsbanekoret giver to gratis koncerter i Generationernes Hus og KlostergadeCenteret.

Musik

Godsbanekoret, der til daglig holder til på Godsbanen rykker ud i byen for at sprede glæde der.

Der er ikke så meget traditionel jul over de kommende to koncerter, men koret giver den gas med glade sange til stærke rytmer. Man kan høre afrikanske, cubanske og danske sange, så man slet ikke kan sidde stille på stolene.

Alle sangene er arrangeret og fortolket af korets leder, Erik Westberg. I samarbejde med en pianist og to percussionister samler han energien fra op til 70 sangere og sender den ud i rummet for fuld skrald.

Det er sjovt, det er kraftfuldt og det er værd at høre på, skriver koret i en pressemeddelelse.

Koncerterne er støttet af Samrådet for Amatørkultur i Aarhus Kommune.

Man kan opleve de mange glade mennesker og deres festlige sang:

Søndag 17. december kl. 15 i Generationernes Hus, Thit Jensens Gade 3 på Aarhus Ø.

Tirsdag 19. december kl. 18 i Blå Sal, KlostergadeCentret, Klostergade 37, Aarhus C.