Johan Olsen fra Magtens Korridorer får roser for hovedrollen i The Wall i Musikhuset

I går fredag 5. januar fik teaterkoncerten, der er bygget over Pink Floyds legendariske The Wall, premiere i Musikhuset i Aarhus.

Den roste opsætning er flyttet fra Østre Gasværk i København sammen med den lige så roste Johan Olsen i hovedrollen som Pink. I næsten 30 år har vi kendt ham i rollen som forsanger for rockbandet Magtens Korridorer, men nu spiller han en angstplaget mand, der isolerer sig totalt bag en imaginær mur.

»Vi er inde og røre ved kronjuvelerne, når vi arbejder med The Wall, der har betydet ufattelig meget for mig i min ungdom. Så da Søren Møller fra Østre gasværk ringede og tilbød mig rollen, var jeg først i tvivl om, jeg var værdig til at tage den,« siger Johan Olsen til Aarhus Onsdag, der møder ham i garderoben inden den første dags prøver.

»Men det måtte jeg lægge væk og lade det være op til publikum. Nu er jeg megaglad for, at jeg har sagt ja. Selv om jeg ville have sagt nej, hvis jeg havde vidst, hvor hårdt det er,« siger han og ler helt nede fra maven.

Tæt på at tude

Johan Olsen bliver igen alvorlig og mærker efter, hvad det egentlig betyder for ham at spille hovedpersonen Pink i The Wall.

»Det er en kæmpe ære at få lov til at formidle en af de mest ikoniske rockplader, der nogensinde er lavet. Jeg vil aldrig glemme den oplevelse, det er,« siger forsangeren med sin dybe stemme.

Han er netop ankommet til Aarhus før premieren. Hele holdet måtte med en bus, fordi snestormen lagde togstationerne øde. Men han er nået godt frem og synes at byen, som han kender så godt fra sin lange række af tour-koncerter, ser godt ud i sin hvide dragt.

Efter mere end 60 forestillinger på Øster Gasværk har Johan Olsen erfaret, at klicheen om, at to aftener med liveoptræden ikke er ens, er sand. Og at de er opslugende intense hver gang.

»Det, der overrasker mig mest, er, at det er så mentalt hårdt. I hver eneste forestilling er jeg i kontakt med det, Pink føler. Jeg mærker ikke eksistentiel angst og er ikke fuld af frygt. Det er så svært at forklare, hvad der sker, men jeg har været tæt på at tude. Ikke fordi jeg er ked af det, men fordi jeg går ind i hans univers.«

Som skabt til rollen

Til daglig forsker sangeren i biokemi på Københavns Universitet, og han er vildt glad for sit job, som han siger. Så det var en stor overvejelse for ham at bede om orlov fra det.

Skal man tro anmelderne, var det en helt rigtig beslutning. Morten Hede skriver i JyllandsPosten om Johan Olsen:

”Han er som skabt til rollen som Pink. Få mennesker kan med troværdighed være så ekspressive som han, og vi opsluges totalt af hans ageren på scenen såvel som af hans rå og karakteristiske stemme.”

Johan Olsen oplever det som et kæmpe privilegie at have rollen som Pink og at være en del af det hold, der får det hele til at spille.

»Selv om det er hårdt, glæder jeg mig hver gang til at gå på scenen. Det er et kuriosum og et kæmpe privilegie i min alder at prøve noget så fuldstændig nyt,« siger han.

Det var en åbenbaring

Pink Floyds The Wall udkom som album i 1979 og i en banebrydende og eksperimenterende version på film i 1982. Den blander tegneserie og filmscener og består i høj grad af musikken.

For teenageren Johan Olsen var albummet og filmen en stor åbenbaring.

»Pladen åbnede døren til mit hjerte. Der var nogen, der følte ligesom mig. Jeg genkendte mig selv fuldstændig. Det var vildt,« husker han.

Københavnerdrengen voksede op i koldkrigsperioden og atomtruslen hang som en tung paddehattesky over verden. Frygten for det beskrives i det nummer, der begynder med: ”Mother do you think they’ll drop the bomb?”

»Jeg huske sloganet: ”Hvad nu hvis der var krig, men der ikke kom nogen soldater?” Det er selvfølgelig himmelråbende naivt, men det er også rigtigt på en måde. Vi gjorde os mange tanker om det,« uddyber han.

Lidt af en genistreg

Instruktøren Heinrich Christensen har i teaterkoncerten skabt en fortælling, der er almen menneskelig ikke så rockstjerne-agtig som i filmen.

»Han har lavet lidt af en genistreg. Han viser et menneskes vej hen til total social isolation, og gør det rigtig fint. Publikum kan jo prøve at se, om de kan genkende noget af det fra sig selv,« opfordrer Johan Olsen.

Han oplever i dag sangene på en helt anden måde, end i teenageårene.

»54-årige Johan oplever i dag noget andet og følelserne er nogle andre. I sangen, der hedder Nobody Home, synger Pink om sin lille sorte bog med digte i, en taske med en kam og en tandbørste og sine støvler. I dag ved jeg, at det er et greb, man kan bruge, når man er angst. At man forholder sig fuldstændig konkret til sine omgivelser,« forklarer sangeren.

Når han står på scenen og synger Nobody Home, hænger seks artister tæt sammen som i en klase over hans hoved og udgør et billede på det, Pink tænker.

»Den scene er meget rost,« bemærker Johan Olsen, der glæder sig til at vise det aarhusianske publikum, hvordan luftartister, dansere, musikere og sangere smelter sammen med lys- og lydeffekter og et kæmpe lærred, der rækker halvvejs rundt i Store Sal i Musikhuset.

Rocksangeren glæder sig også over at være tilbage i Smilets By, som han holder meget af. Især de brune værtshuse, spisestederne i Jægergårdsgade og Moesgård. Der vil han være fuldstændig til stede i livet udenfor muren, mens han lader op til at kravle ind bag den i aftenens show.